[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

En ulmende konflikt mellem to nationer, terrorangreb på åbent hav og krævende pressefolk. Det er bare nogle af de udfordringer som Danish Task Group skal håndtere, når de frem til 3. november deltager i Neptune Warrior ’06 i farvandet nordvest for Skotland.

Søværnets Taktiske Stab (STS) skal lede en flådestyrke i et fiktivt scenario og flotilleadmiral Palle Cortes spiller rollen som styrkechef for fartøjer fra Danmark, USA, Storbritannien og Grækenland.

- Det er det mest avancerede, komplekse og udfordrende miljø vi kan komme i, uden at være udsendt i internationale operationer. Kommer man igennem øvelsen på en pæn måde, så er det opfattelsen, at man er klar til stort set hvad som helst, siger stabschef Gustav Lang fra STS. 
 
Kommandoskibet THETIS og korvetterne OLFERT FISCHER og PETER TORDENSKIOLD ankom til Skotland fredag. Fra mandag morgen skal skibene udføre komplekse maritime operationer på højeste plan, og efterfølgende bliver STS’s præstation bedømt af den britiske øvelses-stab, Joint Maritime Operations Training Staff.

En af de store udfordringer under Neptune Warrior bliver den nære kontakt med pressen. Teams af journalister fra fiktive medier kommer ombord for at dække den tilspidsede konflikt, og besætningerne må vænne sig til, at der er vandrer nysgerrige pressefolk rundt på skibene.

- Det er i høj grad en træningssituation for os. Medie-elementet er en del af øvelsen og det er et krav fra øvelsesstabens side, at vi håndterer medierne så professionelt og livagtigt som muligt, forklarer Gustav Lang.

Det er 3. gang Søværnets Taktiske Stab deltager i Neptune Warrior.