[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

GUNNAR THORSON sejlede søndag formiddag mod Jammerbugten, for at assistere det grundstødte Cypriotiske fragtskib VELOS.

Miljøskibet ankom mandag formiddag, men på grund af hårdt vejr i området, blev det besluttet at flytte det uheldige skib til et område, hvor det er muligt at undersøge skadernes omfang.

VELOS er i stand til at sejle, og der er ikke umiddelbar fare for olieforurening. Skibets skrog er dog beskadiget, og for ikke at løbe unødig risiko assisteres det af GUNNAR THORSON og redningsskibet NORDSØEN på turen til Ålbækbugten.

Når Skibene ankommer, vil dykkere på vegne af VELOS´ rederi, klassifikationsselskab samt P og I forsikringen foretage undersøgelser af det beskadigede skrog.

Når resultatet af disse undersøgelser foreligger, er det op til Søfartsstyrelsen og Søværnets Operative Kommando at beslutte, hvorvidt VELOS kan få lov at fortsætte uassisteret til et værft for at blive repareret. 

Opdatering 03-09-2006 kl. 15:08
Øvelse blev til virkelighed, da en bulkcarrier stødte på grund i Jammerbugten. Klokken 10:15 forlod GUNNAR THORSON DANEX 06 styrken i Odense.

Klokken 06:56 søndag morgen modtog Lyngby Radio et MAYDAY-signal fra det det cypriotiske fragtskib VELOS.
Ombord på VELOS, der er en 65.000 ton bulkcarrier, frygtede besætningen, at man var kollideret med et andet skib, og derfor blev en redningsaktion iværksat.

Umiddelbart efter Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) i Århus modtog meldingen, blev en af flyvevåbnets helikoptere sendt af sted fra flyvestation Aalborg.
Fra stedet kunne den melde om, at situationen ikke var så alvorlig som først antaget, og at VELOS var stødt på grund, og derved havde slået hul på tre ballasttanke.

Seneste melding lyder på, at VELOS ligger for anker i Jammerbugten på omkring 15 meter vand.
 
Der er intet farligt gods ombord, og skibets last består af potaske, men på grund af risikoen for olieforurening valgte Søværnets Operative Kommando at sende miljøskibet GUNNAR THORSON til stedet.

GUNNAR THORSON lå i morges i Odense havn som øvelsesdeltager i DANEX 06, men øvelsen blev hurtigt trængt i baggrunden, da en skarp situation opstod.

I løbet af de sidste fire dage har offentligheden i Odense haft mulighed for at se nærmere på søværnets miljøskib, og GUNNAR THORSON har flere gange om dagen kæmpet med at inddæmme og fjerne ”popcornforurening” i havnebassinet.
Det var opvisning. Nu skal der arbejdes, og skibets besætning forberedte sig hurtigt til at forlade havnen en dag før planlagt.

En del af udstyret til forureningsbekæmpelse var udstillet på kajen i Odense. Det kom dog hurtigt ombord igen og klokken 10:15 forlod GUNNAR THORSON Odense havn. Afhængig af vejret forventes skibet at være fremme ved VELOS mandag morgen.