[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Bygningen af ABSALON, der er det første af de to fleksible støtteskibe, startede i april 2003 og lidt over halvandet år senere – 10. januar 2005 - blev fartøjet overgivet til Søværnets Operative Kommando.

Logistisk puslespil

De sidste systemer mangler stadig at blive installeret, men projektarbejdet er gået lige efter planen.

- Vi er meget stolte over, at det er gået lige præcis som vi planlagde det i 2002 – ikke uden vanskeligheder – men alligevel til punkt og prikke, siger ingeniør og projektleder, Gunnar Frandsen fra Søværnets Materielkommando (SMK).

En af de store udfordringer har været at sørge for, at leverancerne af de forskellige dele fra leverandørerne kom lige til tiden. En forsinket del kan sætte store dele af arbejdet i stå, men SMK har altså løst det logistiske pulsespil.

Genbrug

Størstedelen af det tilbageværende arbejde handler om at få installeret og tilpasset våben- og varslingssystemer. I øjeblikket er ABSALON ved at få installeret sine øjne under vandet – sonarsystemet.

Flere af skibets våbensystemer er ”genbrug” fra  Standard Flex-fartøjerne, der bruger det samme containerbaserede system, så skibene hurtigt kan skifte roller.
De fleksible støtteskibe får Harpoon- og Sea Sparrow-missiler i det fleksible containerformat. Kun skibets store 5 tommers kanon blev leveret helt fra værftet af.

De sidste detaljer

Efterhånden som de enkelte våben- og varslingssystemer bliver sat på plads skal delene kaliberes og integreres med det nye ildlednings-system, som de fleksible støtteskibes operationsrum bliver udstyret med.

Våbensystemerne skal skydes ind, som et hvilket som helst andet våben, før de må tages i brug af besætningen.

Alt i alt er der stadig mange timers nøjsomt arbejde forude, før ABSALON efter planen er teknisk klar og fuldt operativ til august 2007. ABSALONs søsterskib ESBERN SNARE forventes klar i december 2007.