[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Af Michael Christiansen
Staff Public Affairs Officer, STS

Godt gemt i det saltholdige Østersøen tæt ved Bornholm er ubåden mål for danske og svenske fartøjer støttet af helikoptere under øvelsen BALTIC BRIDGE II.

- Vi træner bl.a. antiubådskrigsførelse i forbindelse med samvirkeøvelsen, der har deltagelse af danske og svenske fartøjer. Målet er at øve procedurer og taktik for at vedligeholde og udvikle færdighederne på området, fortæller kaptajnløjtnant Jan Olav Skogøy, Danish Task Group (DATG).

Han var den sidste danske ubådschef og tilførte ubådskompetence til DATG, da HDMS Sælen blev oplagt og han tilgik stabsenheden i Korsør. Danmark nedlagde i 2004 de sidste ubåde, HDMS Sælen, Springeren og den fra Sverige lejede Kronborg.

- Målet med antiubådskrigsførelse er at lokalisere og følge ubåden for derefter at kontrollere dens bevægelser. Ultimativ kan opgaven være enten at advare eller at ødelægge ubåden. Til det brug råder vi over dybdebomber og torpedoer.

Jan Skogøy finder, at det er en meget realistisk opgave, øvelsen har til de deltagende skibe i jagten på ubåde.

- HSWMS Östergötland er en moderne ubåd, der kan opholde sig neddykket i flere dage. Den kan høre de skibe, der jagter den. Med mulighed for at sende periskopet op, er det en glimrende spionmaskine. Den kan indsamle oplysninger om fartøjer i nærområdet og sende oplysningerne tilbage til dens base.

Jagten på ubåden foregår bl.a. med sonar. Et system, der under vandet udsender lydbølger, der returneres til sonaren, når den rammer en ubåd eller havbunden. Sonaren kan enten være monteret under fartøjets skrog eller hænge i en variable dybde ved fartøjets agterende.

Sonarens rækkevidde er afhængig af bl.a. temperatur, saltholdighed og tryk. Disse faktorer har indflydelse på lydbølgernes udbredelse i vandet, og samtidig komplicerer de jagten på ubåden.