[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Assisteret af søværnets slæbebåd ARVAK blev det 137 meter lange støtteskib ESBERN SNARE, i fin stil lagt til kaj i Odense tirsdag eftermiddag.

Dykkerskibet LÆSØ lå allerede trygt i havnen, og omkring klokken 19:00 ankom patruljefartøjet LOMMEN.

I løbet af aftenen vil også miljøskibet GUNNAR THORSON og opmålingsfartøjet SKA 16 slutte sig til, så de er klar til at medvirke i den maritime festival For sejl i 1000 år, der starter onsdag morgen.

For sejl i 1000 år er en tilbagevendende begivenhed i Odense, og årets tema er: ”Havet som arbejdsplads – Havet som miljø.”

Hendes Højhed Prinsesse Alexandra, der er festivalens protektor, åbner festivalen onsdag klokken 15:30, og derefter byder programmet på en masse events, der viser virkeligheden i dansk skibsfart og søværn.
Der bliver dog også set lidt tilbage i tiden. Lørdag vil Odense havn ligge vand til en rekonstruktion af slaget ved Kolberger Heide. Det gamle søslag genskabes med krudt og kugler fra forladekanoner ombord på træskibe.

 
LOMMEN ankommer til Odense.
Foto: Martin Pedersen, SVN

Festivalen løber fra onsdag morgen til søndag aften, og alle fem dage vil der være åbent skib på søværnets skibe.
Her kan de besøgende få et indblik i søværnets opgaver, karrieremuligheder samt få en lille smagsprøve på livet til søs.

Der vil blandt andet også være mulighed for sejlture med de hurtiggående LCP både, der normalt er dokket i støtteskibene, og miljøskibet GUNNAR THORSON vil demonstrere bekæmpelse af olieforurening.

Nyheder fra arrangementet kan findes på DANEX 06 hjemmesiden:

http://forsvaret.dk/danex06

Hjemmesiden bliver løbende opdateret under festivalen, og senere under selve øvelsen, der løber fra mandag d. 1. til torsdag d. 14. september.

Detaljeret program for ”For sejl i 1000” år kan findes på festivalens hjemmeside: http://www.forsejl.dk