[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Samarbejdet med det svenske Kustbevakningen, der blev indledt i januar 2006, består i at koordinere billederne og er nu vel etableret og tilfredsstillende for begge parter.

Antallet af satellitbilleder, der dækker danske farvande udgør dermed omkring 20 pr. måned, hvoraf Sverige bestiller halvdelen. Denne koordinering giver således dobbelt dækning – til den halve pris.

Baggrund
I 1998 begyndte Søværnets Operative Kommando (SOK) på forsøgsbasis at anvende satellitbilleder til overvågning af de danske farvande. Denne overvågning er rettet mod forurening af havet med olie og andre skadelige stoffer.


Forsøget kørte indtil 2001, hvor det blev besluttet permanent at anvende disse satellitbilleder, som et supplement til den luftbårne havmiljøovervågning.I forsøgsperioden bestilte Danmark mellem 80 og 100 billeder om året, derefter ca. 140 årligt.