[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

De unge gik til udfordringerne med stor energi og godt humør

Et samarbejde mellem Søværnets Operative Kommando, Århus Kom-munes Beskæftigelsesforvaltning og Århus Produktionsskole har givet syv unge 2. generationsindvandrere mulighed for at besøg Søværnet i tre dage.

Karzan Shojaiepoor er 17 år. Han valgte de tre dage sammen med Søværnet, fordi han syntes, det lød spændende. Og så var han nysgerrig efter at lære noget om livet og arbejdet til søs.


Fakta om turen

Syv unge 2. generationsindvandrere i alderen 16-23 år.

Til dagligt er de tilknyttet Århus Produktionsskole.

Mødte tirsdag den 12. december kl. 6:30 op på Århus Banegård.

Herfra blev de fragtet til Søværnets Grundskole i Avderød.

Besøget varede i tre dage - fra den 12.-14. december.

I disse dage gennemført de unge korte kurser i førstehjælp, brandbe-kæmpelse og lækstopning.

Desuden gennemgik og afprøvede de redningsmidler, sejlede gummibåd og deltog i en dagligdag ombord på et af Søværnets skibe.

- Det har været nogle rigtigt gode dage. Især var det spændende, da vi skulle sejle i gummibåd, slukke brand og reparerer et skib. Vi skulle arbejde sammen om mange ting, og jeg tror, vi alle fandt ud af, hvor vigtigt det er at hjælpe andre, hvis der sker ulykker og katastrofer. Det hårdeste var, da vi skulle holde vagt om natten. Vi fik næsten ingen søvn. Men man finder ud af, at det er vigtigt, at man passer sit job, siger Karzan Shojaiepoor og tilføjer:

- Og så er det en rigtigt god idé, at man får lov at prøve tingene af på sig selv i stedet for bare at høre om dem fra sin lærer.

I løbet af de tre dage har de unge gennemført korte kurser i førstehjælp, brandbekæmpelse og lækstopning. De har gennemgået og afprøvet redningsmidler, sejlet gummibåd og deltaget i en dagligdag ombord på et af Søværnets skibe.

- De unge var meget positive og gik til alle udfordringerne med stor energi og godt humør. Ikke alt er jo lige sjovt, men der var ingen sure miner. Heller ikke når der skulle gøres rent på skibet, eller når man skulle have nattevagt på broen, siger orlogskaptajn i SOK, Leif Petersen og fortsætter:

- Det er friske fyre med masser af gå på mod. Det er min oplevelse, at alle har haft en rigtig god oplevelse. Og skulle én af de unge en dag vælge at søge ind i Søværnet, vil ingen af os, som har mødt dem, være bekymrede for at sejle sammen med dem.

Beskæftigelsesrådmand Gert Bjerregaard glæder sig over, at de unge har haft en positiv oplevelse. Samarbejdet med Søværnets Operative Kommando er et godt eksempel på et utraditionelt samarbejde, som rådmanden glæder sig meget over.

- Jeg håber, vi kan fortsætte vores gode samarbejde. Århus Kommune har brug for samarbejdspartnere som SOK, der vil deltage aktivt i arbejdet med at motivere unge til job og uddannelse og dermed væ-re med til at give dem et perspektiv for fremtiden, siger beskæftigelsesrådmand Gert Bjerregaard (V).

Yderligere oplysninger
Orlogskaptajn i Søværnets Operative Kommando, Leif Petersen, tlf.: 89 43 31 61 eller mobil: 51 80 09 58.
Beskæftigelsesrådmand Gert Bjerregaard, mobil: 40 84 96 50.