[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Ordene kommer fra stabslæge-II Henrik Allermand, der i denne uge har forladt sit kontor hos Søværnets Operative Kommando i Århus og er mødt som skibslæge på kommandoskibet THETIS.

- En opblæst redningsvest eller andet opdriftsmiddel er af vital betydning for at overleve et ophold i vandet på denne årstid. Den største trussel i det kolde vand er, at efter kun få minutter - to til tre - kan personen ikke længere kontrollere sine bevægelser på grund af kulden. Han eller hun synker så til bunds og drukner, forklarer Henrik Allermand.

- Iført redningsvest kan en person holde sig i overfladen og kan opholde sig længere tid i vandet. I bedste fald kan en person overleve op til 30 minutter i det kolde vand. Og så er der store chancer for at blive fundet og reddet.

 
 Skibets kokke har som resten af besætningen mange alternative opgaver. En af disse er at støtte skibslægen. Her som bårehold.
At det kan gå hurtigt med at finde og redde en mand over bord beviste besætningen på kommandoskibet THETIS ved en uvarslet øvelse. En redningskrans blev smidt overbord samtidig med, at der blev råbt ”Mand over bord”.

Hurtigt lød vagtchefens ordrer over det interne kommunikationsanlæg, dykkeren kom i dragten, gummibådsbesætningen i deres orange trawlerdragter og dæksbesætningen gjorde gummibåden klar.

Kun seks minutter efter ”personen” faldt over bord var dykkeren i vandet ved ”ham” og to minutter senere var ”han” ombord på THETIS, hvor sanitetsfolk stod klar til at tage sig af ”ham”. Det var skibets kokke, der udgjorde båreholdet.

Med så hurtigt en reaktionstid ville personen uden tvivl have overlevet at falde i havet, konstaterer Henrik Allermand.

- Men det var også afgørende for det positive resultat, at ”han” var iført sin redningsvest.