[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

...der fik fint besøg.

Forsvarets Vagt i Mestersvig er Forsvarets mindste tjenestested, idet der kun er to mand beskæftiget på stedet. Deres opgave er at føre tilsyn med bygningerne og vedligeholde den terrænlandingsbane, der er i Mestersvig.

Endvidere har de på vegne af Politimesteren i Grønland politimyndighed, som blandt andet bruges til at kontrollere de mange ekspeditioner, der bevæger sig rundt i Nationalparken.

Ud over de to mand, der gør tjeneste på Mestersvig, var der også mulighed for at hilse på de kommende SIRIUS-fupper, som er på vintertræning i det kolde Nordøst-grønland - her fik Helsø serveret kaffe i en snehule, som eleverne havde gravet. Temperaturen i hulen var minus 1 grad, selvom udetemperaturen var minus 21 grader. Et slædehold fra SIRIUS-patruljen var i forbindelse med overvågning af Nationalparken tilfældigvis også i Mestersvig.

Forsvarschefen nedlagde endvidere kranse ved mindesmærkerne for de to patruljemænd, der i 1999 omkom efter at være kørt gennem isen med deres hundeslæde.

Efter et 4 timer langt ophold i Mestersvig, gik turen videre nordpå til SIRIUS-patruljens hovedkvarter i Daneborg, hvor generalen straks efter ankomsten tog afsted på en mini-slæderejse, hvor der skulle overnattes i telt.