[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Lige nu er 54 kadetter om bord på GEORG STAGE. De sejler med skibet i fire uger som et led i deres uddannelse på Søværnets Officersskole. De skal lære at gå søvagt, at have respekt for vind og vejr og som noget af det vigtigste; at leve tæt sammen med andre mennesker på meget lidt plads. Inden de unge kadetter mønstrede det gamle skoleskib, var de igennem seks ugers militær træning i Auderød.

Søsyge kadetter                                                                              For nogle af kadetterne er det første gang, de er ude at sejle. Nogle kommer fra værnepligt mens andre kommer fra en uddannelse i hæren eller flyvevåbnet. Lige nu ligger GEORG STAGE ud for Shetlandsøerne. Det har været dårligt vejr og størstedelen af de nye kadetter er endnu ikke specielt søstærke.

”Jeg tror, at omkring halvdelen har været virkelig søsyge. De har været underdrejede, men er så småt ved at være ovenpå igen”, siger Anders Elgaard. Han er holdofficer og følger kadetaspiranterne i tykt og tyndt gennem deres uddannelse. Under sejladsen med GEORG STAGE sover de fremtidige officerer i hængekøjer. De arbejder 18 timer i døgnet og kan kun komme i bad hver tredje dag.

”De knokler, og det er hårdt, men jeg har indtrykket af, at de synes, det er fedt”, siger Anders Elgaard.

Svømmehal og god mad  
Lotte Gjødsbøl har været otte måneder i Livgarden, hvor hun aftjente sin værnepligt. Nu er hun i gang med officersuddannelsen i Søværnet. Hun har aldrig sejlet før og synes, at det indtil videre har været en blandet fornøjelse.

”Jeg har været meget søsyg. De andre har hjulpet og støttet, når jeg havde det rigtig dårligt, men det er ikke fedt at ligge og have det skidt i en hængekøje”, siger Lotte. Hun peger på kammeratskabet og sammenholdet som noget af det bedste om bord. Når GEORG STAGE om få dage kommer til havnebyen Lerwick (hovedøen blandt Shetlandsøerne red.), får kadetterne lov til at komme i land, slappe af og nyde lidt frihed.

”Vi vil gerne finde en svømmehal, så vi kan få et dejligt langt bad. Og så skal vi helt sikkert ud at spise noget god mad og se byen”, siger Lotte.

GEORG STAGE er tilbage i København den 12. oktober, hvor kadetterne skal til eksamen inden de kan holde en fortjent efterårsferie.