[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Kontreadmiral Niels Erik Sørensen, som har været chef for kommandoen siden den 1. januar 2006 er blevet afløst af kontreadmiral Henrik Kudsk.

I forbindelse med kommandoskiftet, blev der afholdt en parade bestående af alle tjenestegørende ved GLK og besætningen fra inspektionskutteren AGPA. Endvidere var alle pårørende og gæster samt Ivittuut Kommune inviteret til at overvære ceremonien.

Den afgående chef udtrykte i sin tale glæde og tilfredshed med tjenesten som chef for GLK og fremhævede de ofte vanskelige forhold, der arbejdes under i Grønland, samt at implementeringen af forsvarsforliget, som har betydet, at alle forsvarets tjenestesteder i Grønland er blevet underlagt chefen for GLK, er forløbet godt og at gevinsten herved allerede kan mærkes.

Forsvarschefen sagde i sin tale blandt andet:
"I dag skal vi tage afsked med Grønlands Kommandos chef, kontreadmiral Niels Erik Sørensen, i daglig tale kaldet NES og samtidigt kan jeg præsentere og overgive kommandoen til Grønlands Kommandos nye chef, kontreadmiral Henrik Kudsk.
 Jeg ved, at begge hver for sig ser frem til deres nye og meget spændende stillinger og uddannelse. Jeg ved også, at begge officerer er både kompetente og professionelle, så på trods af omskiftningen er dette stadig en glædens og forventningens dag, hvor fremtidens udfordringer og ansvar skal være i højsædet.
NES - du overtog kommandoen den 1. januar 2006 og har dermed 'kun' haft 1½ år i chefstolen. Du overtog kommandoen midt i en markant omstillingsperiode for Grønlands Kommando.
Dine medarbejderne ved kommandoen var, som alle de andre myndigheder i Forsvaret under omstilling, udsat for store forandringer dog mest på det organisatoriske område. GLK blev i den periode fordoblet i størrelse. GLK overtog alle Forsvarets opgaver i Grønland og samtidig det operative ansvar for hele Grønland.
Der skulle skabes en fælles virksomhedskultur mellem personel fra forskellige værn. En sådan gennemgribende organisationsændring stiller store krav til den enkelte i form af omstillingsparathed og lyst til at spille med på holdet. Men GLK fik omvendt muligheden for at udvikle en ny, tidssvarende og mere handlekraftig organisation, der forhåbentlig kan medvirke til dynamik, engagement og lyst og mod til at tænke alternativt.
At det er lykkedes skyldes først og fremmest, at du sammen med dine medarbejdere har arbejdet ihærdigt, fleksibelt og loyalt med transformationen. Som chef har du sat dagsordenen, trådt i karakter og ledet kommandoen i denne 'pionerperiode'. Det, at implementere, er et forhold som tit bliver glemt, idet man oftest er rasende god til at finde på noget nyt, men knap så entusiastisk når ideerne skal implementeres. Jeg vil derfor gerne benytte denne festlige dag til at rette jer alle en stor tak for denne indsats.
Samtidig med forligsimplementeringen har der også været en hverdag, hvor daglige opgaver som suverænitets- og myndighedsopgaver er blevet løst professionelt. Selvom denne daglige indsats ikke er gået ubemærket hen, bliver den for offentligheden desværre ofte overskygget af de øvrige opgaver i det internationale engagement. Jeg har senest i februar ved selvsyn kunne konstatere en sjælden set ildhu og professionalisme i opgaveløsningen ved en af dine underlagte enheder (SIRIUS).
NES - du kan med tilfredshed og stolthed se tilbage på din periode som chef for Grønlands Kommando, og du kan med sindsro overlade stillingen til din efterfølger.
Det er en stor glæde, at kunne sige dig tak for vel udført tjeneste og udtrykke min påskønnelse af din indsats. Du ønskes god vind på Nato Defence College, Senior Course i Rom og senere som forsvarsattache i London.

Kontreadmiral Henrik Kudsk - lad mig indlede med at ønske dig hjertelig tillykke med dit nye job, herunder den midlertidige udnævnelse og den forestående tjeneste som operativ kommandochef.
Den chefpost, du nu skal overtage, er ikke bare udfordrende og spændende, men er også en selvstændig og meget teamwork præget post. Qua GLK's lange afstand fra det øvrige Forsvar og placeringen midt i Grønlands skønne, men også voldsomme natur, er man heroppe stærkt afhængig af hinandens evne til at løse sin funktion, men også af sine sociale kompetencer. En virksomhedskultur, hvor man skal kunne stole på hinanden, og hvor afløsning ikke altid er lige inden for rækkevidde.
Dine medarbejdere her på Grønlands Kommando er gearet til opgaven - efter princippet om "det muliges kunst", da ressourcerne naturligvis ikke er ubegrænsede. Men de kræver god ledelse, forudseenhed, kreativitet, fleksibilitet og troværdighed. Jeg er dog ikke det mindste i tvivl om, at du er den rette mand til denne post. Du har evnerne og viljen, der skal til for, at også GLK kan imødegå fremtidens nye udfordringer med omhu.
 Men samtidig vil jeg understrege, at der ikke er tid til at 'hvile på laurbærrene'. Den verden Forsvaret løser dets opgaver i, står bestemt ikke stille. Det skal I heller ikke, hvis I fortsat skal have mulighed for at kunne levere professionel opgaveløsning i et arktisk område. 
Der skal for eksempel implementeres nyt materiel i form af nye Inspektionsfartøjer og personellet skal løftes i samme takt.
Der pågår løbende forligsmæssige organisatoriske optimeringer, hvilket GLK heller ikke går fri af.
Forsvaret er personelmæssigt udfordret mv.
Der ligger således store udfordringer foran dig, hvilket du naturligvis er helt bevidst om. Men det kræver sin sømand at fortsætte den udvikling dine forgængere har sat i gang.
Jeg ønsker dig god vind i din nye tjeneste."

Den tiltrædende chef sagde i sin tiltrædelsestale blandt andet:
"Det er med stor glæde og forventning, at jeg netop har overtaget stillingen som Chef for Grønlands Kommando.

Vores mission er:
Direkte underlagt forsvarschefen, at føre kommando over tildelte enheder for:

- Hævdelse af territoriet, og

- Støtte til det grønlandske samfund.

Vi vil udføre vor mission under et stigende internationalt fokus på det arktiske område, et fokus der omfatter markante dimensioner af:

- Globale og lokale miljøforhold.

- Vigtige økonomiske interesser vedr. udvinding af råstoffer både i Grønland og i hele polarområdet.

- Og naturligvis koblet hertil såvel historiske som nye sikkerhedspolitiske vilkår.

I vores opgaveløsning vil vi forholde os i en fortsat loyalitet overfor Grønland i rigsfællesskabet.

Med denne programerklæring vil jeg slutte med at takke for den store imødekommenhed og positive indstilling jeg og min kone Karen har mødt allerede ombord i AGPA, i Grønnedal og i IVITTUUT kommune. Også en hilsen rettet til de enheder under Grønlands Kommando, der ikke kunnet være med her i dag, men som vi snarest vil besøge.

Vi glæder os til tiden i jeres selskab, både tjenstgørende, pårørende og gode naboer i kommunen."