Navigationstogt

[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Som belønning for at udholde 2 års teoretisk skibsføreruddannelse stævner håbefulde kadetter hvert år fra august til november ud på Søværnets enheder for at prøve kræfter med den tilegnede viden. Jeg har afsluttet mit NAO–togt og det er derfor tid til at gøre status.

Min udstikning ville, at jeg skulle på farvandsovervågningsflex i to omgange og siden en god måned til Grønland på TULUGAQ. Da grønlandskutter og flex havde været henholdsvis min første og anden prioritet følte jeg mig heldig og så virkelig frem til togtperioden.

De første godt tre uger skulle tilbringes på hhv. SØLØVEN og LOMMEN.
Jeg fik logget en del timer om bord på de to enheder, og der blev gjort, hvad der stod i chefernes magt indenfor sejlplanen til at presse kadetterne om bord. Jeg har derfor sejlet Kadetrenden,

Hollænderdybet og Drogden Rende tynde, navigeret en enkelt gang ned igennem Ørentvisten i myldretiden og derudover smidt anker, sat og bjærget gummibåd og lagt fra Langelinie kaj. Stor velvillighed og engagement fra besætningerne på de to skibe gav en fornemmelse af, hvad der venter mig derude, når jeg engang bliver sluppet fri fra bøgerne.

Det flød dog ikke Top Gun–moments og actionpacked sejlads, og jeg fik lov til at opleve hele tre gange NAVEX i Gdansk Bugten. Ikke de store udfordringer i sådanne øvelser, men derimod et indblik i hvordan hverdagen også kan være.

Heldigvis gav det også et par enkelte dage med oplevelser, der virkelig kan sparke adrenalinen i gang, nemlig hurtigtgående skibe i formation, fly og kanonaffyringer til den store guldmedalje.

Stemningen om bord på begge enheder var virkelig god, det var ikke svært at falde til i besætningerne og opholdet var givende både i forhold til navigationskundskaberne, men også i forhold til at begå sig på et skib med alle de forskellige personligheder, som findes der.

Efter et par fridage blev det tid for endnu engang at pakke køjesækken. Denne gang indeholdt den dog ikke shorts og kortærmede skjorter, men vinterjakke, hue og vanter. Det var blevet tid til 5 ugers sejlads på TULUGAQ.

Fra tidligere kadetter svirrede rygterne om virkelige navigatoriske udfordringer, god stemning og muligheden for at prøve at sejle Grønland, uden at være bundet af en langvarig udstikning efter endt uddannelse i det tilfælde at man ikke faldt til.
Det er specielt at sejle Grønland og kutterne synes at udgøre en niche i Søværnet.

Stemningen ombord er meget afslappet og jeg tror man skal være af en speciel støbning, for at falde ind i jargonen og gennemleve at være lang tid hjemmefra, men tæt sammen med en besætning, som indeholder mange forskellige typer af mennesker.

Til gengæld får man en helt unik arbejdsplads. At sejle i det smukkeste postkort, at opleve naturens rasen, men også dens ro, at kombinere arbejde med fritid når der er tid til det, oplevelsen af at gøre en forskel for de mennesker man møder i bygderne, som kan leve højt på kutterens besøg i en rum tid efter sidste trosse har sluppet kajen.

Alle disse oplevelser i kombination med dygtige medarbejdere, personlige såvel som professionelle udfordringer, en løn der nogenlunde svarer til en tilsvarende civil stilling og en alsidig hverdag har gjort, at sejlads på Grønlands vestkyst efter endt skolegang nu rangerer højt på min personlige ønskeliste.

Havde jeg været på actionpacked øvelsestogt med en kampflex eller korvet i løbet af de tre måneders NAO – togt, havde de muligvis ligeledes ligget helt i top på ønskelisten, men man kan ikke nå hele vejen rundt på tre måneder og jeg er derfor glad for at have haft muligheden for at stifte indgående bekendtskab med i hvert fald én division.

Bortset fra den indtagende natur har den altoverskyggende oplevelse været endelig at få tilbudt ansvar. Allerede fra første dag om bord i TULU blev jeg mødt med forventningen om, at jeg selv gjorde en indsats for at modtage læring. Det jeg tog initiativ til, fik jeg lov til at prøve kræfter med.

Således oplevede jeg at sejle skibet igennem Mågeløbet og hele vejen til og igennem Knækket på min første vagt, lægge skibet fra kaj allerede på 2. dagen for derefter at forestå samtlige havnemanøvrer på resten af turen, bortset fra et par enkelte i Nuuk, kaste anker og hive det hjem et par gange for derefter at få lov til at forestå hele molevitten alene på broen fordi ledelsen havde tillid til, at jeg sagtens kunne klare det. Definitionen på frihed under ansvar - og var det dejligt endelig at føle!

Nu, hvor tiden atter er kommet til at passe skolebøgerne og modtage teoretisk undervisning på skolebænken kan det ikke undgås, at tankerne flyder væk. Tilbage til sneklædte fjelde, sejlads i kompliceret farvand, ”gutterne” om bord, tonen, oplevelserne på Mutten, lange gåture i fjeldene og de lange samtaler under en nordlysoplyst himmel.

For mit vedkommende, som grøn i Søværnet, var NAO-togtet ikke kun et spørgsmål om at prøve kræfter med den tilegnede viden fra skibsføreren, men også i en vis grad at se om livet ombord i en af Søværnets enheder er noget, jeg har lyst til at være en del af. Dette sker efter 3 år i trøjen, hvor jeg har stiftet bekendtskab med Georg Stage, Svanen, Vejrø og et par dagssejladser med Ertholm.

Om dette er tilfredsstillende kan diskuteres, men oplevelserne på NAO-togtet var for mit vedkommende både motiverende og bekræftende i forhold til mit valg af uddannelse. Heldigvis. Jeg ved at det ikke har været tilfældet for alle mine kolleger.

Jeg håber at mine efterkommere ligeledes holder motivationen oppe og får Søværnet at se fra andet end skoleplatformerne. Min oplevelse har nemlig været, at der er en forskel, og i nogle henseender en betragtelig forskel, på skoleenheder og de andre, hvad angår både tone, forventninger, ansvar, holdninger osv.. Det skal ikke opfattes således, at min holdning er, at skolekutterne og den dertilhørende strenge navigatoriske disciplin er overflødige. Tværtimod. Det er dog ærgerligt for kadetter, der, som jeg selv, er kommet direkte fra det civile og først møder en rigtig hverdag om bord i de grå skibe tre år efter uddannelsesstart.

Jeg mener, at mange enheder kunne tage ved lære af det ansvar man som ganske uerfaren bliver tilbudt i de mindre enheder.
Det hører med til fastholdelsen, som der tales så meget om i disse dage, at den enkelte medarbejder skal vises tillid og ansvar. Dette både for at udvikle personen, men også for at han bliver ved med at finde udfordringer i sit job.

Skal man igennem tillidsmandsmøder og lange diskussioner med chefen om, hvorvidt man skal have lov til at forestå opankringer, gummibådssætning eller sejlads i snævre farvande øger det næppe motivationen til at gå på arbejde.

Det er ikke, hvad jeg har oplevet. Tværtimod har jeg mødt mennesker ude om bord på de forskellige enheder, hvis opførsel er eksempler jeg vil tænke tilbage på og drage nytte af i mit kommende virke som officer. Jeg glæder mig mere end nogensinde!

Kilde: 1. Eskadre