[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Af: SPAO PL Helle Kolding

Næ, klokken er af messing og stedet er cafeteriaet om bord på ABSALON.
Stolene er sat på rad og række og et bord placeret midt i rummet gør det ud for alter. Smukt og enkelt pyntet med dug, tændte bloklys og som baggrund Dannebrog.

Men noget af det første øjet alligevel rammer er det store kors, der står placeret midt mellem lysene på bordet. Det er lavet af stål, messing og andet forhåndenværende og det er funklende nyt.
Det er marinespecialist Jørgen Jakobsen, der har lavet det. Han er snild med den slags håndværk og han syntes, at ABSALON manglede noget.

Derfor fik skibet for nylig sit eget kors, der skal bruges når besætningen kaldes til gudstjenester om bord.

Til daglig sejlads er der sjældent eller aldrig præst om bord. Men på længere togter og længerevarende øvelser er der præst eller provst med, og derfor holdes også ind imellem gudstjeneste.

Under NEPTUNE WARRIOR blev cafeteriaet en stille lørdag eftermiddag omdannet til kirkerum, og de levende lys kunne spejle sig muntert i Jakobsens nypudsede kors.

 
 Orlogspræst Peter Thyssen kunne
 forleden holde gudstjeneste om bord
 på ABSALON under øvelse NEPTUNE
 WARRIOR.

Præst ved Holmens kirke og søværnet, orlogspræst Peter Thyssen, forestod gudstjenesten og mange besætningsmedlemmer og medlemmer af staben nød en stille stund med gode ord og kønne salmer.

”Jeg vælger som regel nogle af de kendteste salmer. Så har alle en chance for at kunne synge med”, fortæller Peter Thyssen.

I forbindelse med øvelsen er også en del udenlandske deltagere med, og for deres skyld blev velsignelsen givet både på dansk og på engelsk.

Og som en god skik efter selve gudstjenesten udråbte styrkechefen flotilleadmiral Palle Cortes et ”GUD BEVARE DRONNINGEN”, og så blev der budt på kirkekaffe –og kage bagefter.
Uden tvivl i gode gamle bisp ABSALONS ånd!

Læs også om 18 kg hakkekød i ABSALONs kabys