[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Tekst og foto: Major Michael Christiansen, SPAO DATG

I morges kom en kommando fra Søværnets Taktiske Stab i land fra kommandoskibet THETIS. I samarbejde med Beredskabsstyrelsen og Felthospitalet har de dagen igennem styret redningsaktionen i Nordjylland, hvor en naturkatastrofe har skabt masser af ødelæggelser. Det var opgaven på det sidste døgn af flådeøvelsen DANEX 07.

 
 Nye patienter ankommer
Flådestyrken bestående af skibe fra Danmark, Norge, Storbritannien og Polen, ankrede op ud for Jerup Strand, hvor felthospitalet er oprettet, mens Beredskabsstyrelsens folk har gennemført redningsarbejde ved Søværnets Havarikursus i Hvims. Et ledelseselement fra Beredskabsstyrelsen har været placeret ved kommandostationen ved Jerup Strand.

I løbet af formiddagen og de første timer af eftermiddagen ankom 70 syge og kvæstede til felthospitalet, hvor de straks blev visiteret og inddelt i grupper efter deres behov for lægehjælp.

Klokken 15:00 var 48 kommet gennem hospitalet og var klar til videre evakuering ud til det britiske flådefartøj ALBION, der i aften vil sejle patienterne til Frederikshavn. I alt 22 var stadig på felthospitalet, mens to var erklæret døde. Efter oplysninger fra pårørende savnes fortsat 20 personer. De ventes at ankomme til felthospitalet senere i dag.