[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

SOK har nu indstillet redningsoperationen, og dykker ikke længere på Omer N.

Det lykkedes at finde tre omkomne inde i skibet, men allerede tidligt måtte SOK se i øjnene, at man sandsynligvis ikke ville finde overlevende i skibet.

Skibet er siden i morges blevet undersøgt med dykkere og med særligt lytteudstyr, der kan hjælpe med at finde støj fra folk inde i skibet. Allerede tidligt stod det dog klart for dykkerne, at hele skibets beboelsesområde var vandfyldt, og at der kun var et mikroskopisk håb om at finde overlevende.

Dykkerne var fremme ved det kæntrede skib ca. tre timer efter nødmeldingen var modtaget, men kunne ikke dykke på skibet, da det stadig malflød, og dermed lå meget ustabilt i vandet. Efter at skibet var gået på grund, blev dykning igen forsøgt, men var så risikabelt, at en af dykkerne sad fast og måtte skæres fri.

Efterfølgende blev det undersøgt, hvorvidt bugserbåde kunne skubbe skibet ind på lavere vand. Derved kunne adgangsvejen til skibet måske komme over vandet, og dykkerne ville være fri for den begrænsende turbulens fra bølgerne. SOK håbede, at dykkerne derved kunne komme ind i skibets beboelsesområde. Planen om at dreje det grundstødte skib måtte dog forkastes igen, da det fra de tyske og danske bugserbåde blev vurderet, at skibet sad fast i bunden.

Eneste mulighed var derfor at vente til næste morgen, hvor vejrudsigten forudsagde bedre vejr. Ved syvtiden i morges blev dykkeroperationerne startet igen, og de har været i gang indtil kl. 1550, hvor operationen indstilles. I løbet af dagen blev skibets beboelsesområde undersøgt, og der blev fundet tre omkomne.

For at undersøge det vandfyldte skib yderligere for omkomne, skulle dykkerne trænge endnu længere ind i skibet, hvilket ville være for risikabelt og det kunne samtidigt endeligt bekræftes, at skibet var vandfyldt, og at der dermed ikke var chance for overlevelse.

Fremadrettet skal skibet bjærges af et civilt bjærgningsselskab. Ligeledes skal årsagen til kæntringen undersøges af Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed.
For Søværnet skifter fokus nu over på havmiljøet, idet det kæntrede skib stadig indeholder en mindre mængde olie. En eller flere af søværnets miljøskibe vil fortsat være i området, for at imødegå en evt. forurening.