[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Kilde: Forsvarskommandoen.

Kl. 15.05 indløber en melding til beredskabstjenesten på Flyvestation Aalborg. Et fly melder om problemer med landingsstellet. Præcis ti minutter senere spidser situationen til. Fra flyet, der nu kredser i luftrummet over Aalborg, kommer meldingen: ”Mayday”. 

- Så er det kritisk. Især når man har 76 passagerer og 1600 kg. brændstof ombord, fortæller A.C. Johansen, flyspecialist ved Flyvestation Aalborg. Både på jorden og i luften gør man klar til det værst tænkelige.  

En læge i luften
En S 61 Sikorsky-helikopter fra SAR-beredskabet, som er på øvelse i nærheden, bliver kaldt til området. Da den ankommer, kredser flyet i luften for at brænde fuel af, så en eventuel eksplosion ved nødlanding kan udgås.  

- Vores opgave var at yde assistance ved en eventuel katastrofe, hvilket vi var helt klar til, da vi jo har læge ombord og kan transportere tilskadekomne hurtigt til hospitaler og lign. Derudover filmede vi hele landingen med vores FLIR, som er et infrarødt kamera. Båndet skal bruges ved havarikommissionens undersøgelse af hændelsen, fortæller Per Horsholm, major i flyvevåbnet og leder af Joint Rescue Coordination Centre, JRCC, som leder SAR-tjenesten. JRCC består, som navnet antyder, af enheder fra både Søværnet og Flyvevåbnet.   
 
Alt parat på jorden
 
På jorden er man også parat. Beredskabstjenesten på Flyvestation Aalborg har alarmeret beredskabscenter Nordjylland. Så alle hospitaler, politi og brandvæsen er stikkerne, hvis katastrofen skulle indtræffe. Ved landingsbanen holder to af Flyvevåbnets Eagle crashtendere parat. En crashtender er et særligt slukningskøretøj, der kan bekæmpe de voldsomme brande der kan opstå ved flystyrt og lign. 
 
Øjeblikkelig indsats
15.57 lægger flyet, efter at have tømt sine brændstoftanke, an til landing. Billederne af landingsstellet, der bøjer som smeltet plastik under det tonstunge fly, vises igen og igen på de danske tv-skærme samme aften. Hvad tv-stationerne også viser denne aften, er den hurtige reaktion og habile indsats fra et af Eagle-slukningskøretøjerne.   

- I det øjeblik flyet havarerer, kommer vi med crashtenderen. Så snart branden er slukket, og passagererne er evakueret, sender vi personel ind i selve flyet for at checke, om der er passager i kabinen, der ikke er kommet ud. Alt dette tager ikke mange sekunder. Vi klarerede opgaven helt efter bogen, fortæller A.C. Johansen.