[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Tekst og foto: Pernille Kroer, journalist, SOK, om bord på THETIS

Kim Buch, Anders Pedersen og Jeppe Madsen nåede ikke at stemme til Folketingsvalget, da der i sidste uge var arrangeret afstemning pr. brev for besætningen på THETIS.

Alligevel fik de afgivet deres stemme, da valglokalet i dag åbnede igen i skibets officersmesse.

Kim Buch, der var forhindret i at stemme under den første valgrunde, siger:

"Det er vigtigt for mig at stemme, men jeg havde vagt, da vi kunne afgive brevstemmer i sidste uge. Derfor er jeg glad for at kunne stemme i dag".

De tre sidste brevstemmer fra THETIS bliver i morgen afleveret til skibets helikopterpiloter, som flyver stemmesedlerne ind til den grønlandske by Narsarsuaq. Herfra sendes de videre til de respektive kommunalbestyrelser i Danmark, hvor de stemmeberettigede bor.

Det er skibets næstkommanderende Jan Stripp, der har stået for afstemningen:

"Man kan stemme pr. brev så ofte man vil. Det vil så altid være den sidste brevstemme, der er gældende. Faktisk anbefales det, at vi stemmer hver 10. uge om bord, men vi har klaret os med to gange her på THETIS. Vi afleverede de første 69 stemmesedler hos den danske vicekonsul i Reykjavik, som så har sendt dem videre til Danmark".

Stemmesedlerne er ikke fortrykte med partinavne og kandidater, som en normal stemmeseddel. I stedet skal brevstemmerne skrive partiets bogstav eller navnet på en opstillet kandidat.

Jan Stripp fortæller, at skibet har en stak ekstra blanketter til brevstemmer. Disse kan bruges, hvis der er gæster eller pårørende på skibet. Eller hvis skibet møder en fisker, som ikke kan nå hjem og stemme. Så kan han stemme om bord på THETIS.