[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Næstkommanderende på inspektionsskibet THETIS, Jan Stripp, bruger skibets helikopterdæk, når han øver sig i at skyde med bue og pil.

Tekst og foto: Pernille Ktroer, journalist, SOK, om bord på THETIS

THETIS sejler støt nordpå langs Grønlands vestkyst mod Nuuk. På skibets helikopterdæk holder næstkommanderende, Jan Stripp, en pause fra pligterne om bord. Han træner i skydning med bue og pil.

Med huen godt ned om ørene trækker NK en pil ud af kobberet i bæltet. Han spænder buen, kniber det ene øje sammen og sigter. Uden en lyd skydes pilen af. Hurtigere end et blink med øjet rammer pilen skydeskiven henne for enden af dækket.

Jan Stripp træner med bue og pil på THETIS' helikopterdæk, når han har tid til det, og når vinden ikke forhindrer det.

Derhjemme er han glad for at gå på jagt, og gerne med bue og pil:

"Bueskydning er mere på dyrenes præmisser end skydning med riffel, synes jeg. Men det er nødvendigt at træne både sigtet og armene. Det er anstrengende for armene at spænde buen. Derfor har jeg buen og pilene med, når jeg sejler, og jeg kan jo fint træne her på helikopterdækket", siger skibets næstkommanderende om sin specielle hobby.