[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Det overdækkede fordæk blev pyntet med flag, og kabyssen kreerede en masse lækkerier. Klokken 19 ankom borgmester Simon Simonsen med et langt følge af byens indbyggere. I alt deltog 70 gæster i receptionen. Chefen for TRITON bød velkommen, og borgmester Simon Simonsen takkede for invitationen og overrakte et smukt billede af byen, samt nogle flotte bøger om byens historie. Byens kor sang grønlandske sange iført nationaldragter, og desuden optrådte trommedansere fra både øst- og vestkysten, to harmonikaspillere og 1. viceborgmesteren på guitar. Stemningen var høj, og aftenen var en forrygende oplevelse for hele skibets besætning, hvoraf mange oplevede den grønlandske kultur for første gang.

Den 31. december var der om eftermiddagen arrangeret fodbold- og håndboldturnering mod K-33, den lokale boldklub. Håndboldturneringen mod Qaqortoqs pige-/damehold blev uafgjort, og i fodboldfinalen måtte TRITONs bedste hold ”VPL All Stars” se sig slået af K-33 Old Boys.
Da TRITONs aktive sportsudøvere var kommet sig over dagens udfordringer, bød kabyssen på en vellykket nytårsmiddag. Klokken 20.00 var hele Qaqortoq oplyst af flot fyrværkeri og endnu smukkere igen klokken 24.00, hvor TRITON istemte med salutkanonen. Et prægtigt skue fra skibets centrale placering midt i havnen.

Den 1. januar var der velfærdsflyvning for besætningen, og om eftermiddagen fik en del børn fra Qaqortoq børnehjem rundvisning om bord.

Den 2. januar havde borgmesteren inviteret skibets officerer og kokke til frokost på restaurant Napassivik, som bød på spændende og lækkert tilberedte grønlandske specialiteter.
Samme aften tog TRITON afsked med Qaqortoq efter at være kommet godt ind i det nye år.