[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

De fleste unge premierløjtnanter kommer på VUT1, men det er få kaptajnløjtnanter, der kommer på VUT2. Det betyder ikke, at karrieren i Søværnet stopper her.

I to dage har 80 unge premier- og kaptajnløjtnanter været samlet på Flådestation Frederikshavn for at komme med gode ideer og diskutere, hvad et horisontalt karriereforløb skal indeholde for at være attraktivt.

 
 I mindre grupper havde alle en
 mulighed for at blive hørt og komme
 med deres tanker og ideer.

Officerer udnævnt efter 1996 var inviteret med på Young Officers Seminar, som var arrangeret af VUT1- klassen på Søværnets Officersskole.

Klassen laver en rapport med de mange ideer, som afleveres til Chefen for Søværnets Operative Kommando Nils Wang. Han kan så bruge ideerne til inspiration i sit videre arbejde med fastholdelse.  

Kaptajnløjtnant Ole Frandsen deltog i seminaret. Til daglig er han TAO-U (Taktisk Officer Undervand) på ESBERN SNARE. Han synes, at seminaret er en god måde at få indflydelse på.

”Måske er det mine ideer, der bliver til virkelighed på et tidspunkt. Det var godt at diskutere ideer og tanker igennem. Der skal være nogle andre spændende muligheder i sigte, hvis man ikke bliver orlogskaptajn. De muligheder har vi fået mulighed for at præge igennem det her seminar”.

Tænke ”ud af boksen”
Den første dag af seminaret holdt Nils Wang et kort oplæg og derefter tog arrangørerne over. Repræsentanter fra SOK, FPT og HOD (Hovedorganisationen af Officerer i Danmark) var også med den første dag.

VUT1-klassen har gjort meget ud af at fortælle deltagerne, at de skal tænke ”ud af boksen”, tænke stort og ikke spekulere over økonomien i deres ideer.
De bedste ideer og tanker er valgt ud og bliver taget med i den endelige rapport, som Nils Wang får.