[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

I forbindelse med forsvarsforliget i 2005 blev det besluttet at Søværnets Grundskole i Auderød (SGS) skal lukkes og at skolens aktiviteter skal overføres til den nye Søværnets Sergent og Grundskole i Frederikshavn pr. 1.jan. 2008.

Som en konsekvens af det lukker SGS med udgangen af december, og også skolens kirkesal. Da den imidlertid er et til kirkeligt brug indviet rum, skal det også på ret kirkelig vis tages ud af brug igen. Og det gjorde vi så tirsdag i denne uge, ved den sidste officielle gudstjeneste i kirkesalen i forbindelse med den årlige pensionistjulefrokost.

Kirkesalen var fyldt til bristepunktet med tidligere chefer og medarbejdere og nuværende medarbejdere og Søværnets Tamburkorps glædede os som sædvanlig med stemningsfuld sang og flot musik. Det blev et værdigt punktum.

Orlogspræst Peter Thyssen holdt prædikenen og derefter holdt Holmens provst, orlogsprovst Ejgil Bank Olesen en tale, som kan læses her i sin fulde længde. Chefen for skolen KD Lars Mikkelsen udbragte et:

”Gud bevare Dronningen”, hvorefter provsten sagde: ”Og så erklærer jeg på mit embedes vegne denne kirkesal og alt hvad det rummer, som til i dag har været indviet til at tjene Gud og hans hellige ord, for at være lukket som kirke i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen”