[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Jubilæet blev markeret i sergentmessen på flådestationen, hvor stabschef, kommandørkaptajn Knud Leimand, havde inviteret jubilar og ugens erhvervspraktikanter foruden personalet i flådestationens ledelsessekretariat, hvor Jesper Bagge Pedersen organisatorisk hører til.
 
- Siden du overtog arbejdet med praktikanterne i 2002 er der sket meget. Tre år senere havde du rundet de første 1000 og nu nummer 2000. Jeg læser deres tilbagemeldinger, som jeg kun kan glæde mig over, sagde Knud Leimand.
 
Han havde en gave til Jesper Bagge Pedersen - et stormglas monteret på et træskjold, mens kollega chefsergent Claus Gustafsen havde en vingave og lidt lakrids.
 
- Du har jo ikke haft tid til at købe slik i de sidste dage, hvor vi sammen har været forbindelsesofficerer til de udenlandske skibe i Aalborg Havn. Flere gange har jeg hørt dig fortælle om det manglende "snold". Så her er lidt.
 
Sine Konggaard fra Hedegårdsskolen i Brønderslev var erhvervspraktikant nummer 2000. Hun modtog OPLOG's coin af stabschefen med formaning om altid at have den i baglommen.