[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Tekst: Astrid Bigum Kristensen, Journalistpraktikant 

God ledelse er grundlaget for en velfungerende virksomhed. I sommer indførte Forsvaret et nyt ledelsesgrundlag, hvor anerkendende ledelse baner vejen.

Den nye ledelsesform fokuserer på det, der fungerer, frem for de ting der ikke virker.

”Opgaven er i centrum, så vi vil bruge den ledelse, som løser opgaven bedst, og som kan gøre os stolte af det, vi laver”, siger Premierløjtnant Michael Bertelsen.

Han er tovholder for VUT-1 klassen (videreuddannelsestrin 1) på Søværnets Officersskole, som arrangerede årets Young Officers Seminar i Frederikshavn tidligere på ugen.

80 premierløjtnanter og kaptajnløjtnanter deltog i seminaret, som i år havde anerkendende ledelse som tema. Indholdet på seminaret var identisk med det efterfølgende seminar for Søværnets chefer, hvor 100 af Søværnets chefer deltog.

 

Startskud
Deltagerne i begge seminarer fik en introduktion til emnet, og derefter blev der arbejdet konkret med ledelsesmetoder i mindre grupper.

”Formålet var at skabe forståelse for anerkendende ledelse. Det er en tilgang til ledelse, hvor vi fokuserer på løsninger i stedet for problemer. Seminaret var startskuddet til forankring af Forsvarets ledelsesgrundlag”, siger Michael Bertelsen.

Han håber, at seminaret har givet deltagerne nogle redskaber til at arbejde med anerkendende ledelse.

”Vi har ikke fået et konkret resultat ud af seminaret, for anerkendelse ledelse er ikke konkret. Men vi håber, at deltagerne tager tilbage til tjenestestederne og får skabt en god dialog”, siger han.