[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

- At placere bevæbnede vagter ombord på de danske handelsskibe der gennemsejler Aden-bugten, vil efter al sandsynlighed betyde en yderligere eskalation af en i forvejen spændt situation, udtaler kommandørkaptajn Felix Ebbestad, der er chef for internationale operationer ved Søværnets Operative Kommando

- Vi anbefaler i stedet, at de civile skibe følger de internationale vejledninger for at undgå angreb, herunder for eksempel: høj fart, har brandslanger der sprøjter vand ud over siden, låser skibet af så piraterne ikke kan komme ind, udfører kraftige undvigemanøvrer under angreb, holder tæt VHF kontakt til koalitionsstyrken i området, følger den anbefalede sejladsrute osv. fortsætter Felix Ebbestad

De amerikanske myndigheder, der har kommandoen over den samlede koalitions indsats i området, har tidligere på ugen fremsat et forslag omkring benyttelse af bevæbnede vagtværn på civile handelsskibe i Aden-bugten.

Det er dog imidlertid Søværnets Operative Kommandos holdning, at sådanne tiltag skal nærmere analyseres førend dette kan anbefales.

- Det er muligt, at det på det taktiske niveau, hvor skibene opererer, er nærliggende at gribe til sådanne foranstaltninger, men hvis man trækker sig lidt væk og betragter det fra et overordnet perspektiv, vil det sandsynligvis ikke gavne, tværtimod, slutter kommandørkaptajn Felix Ebbestad
fra Søværnets Operative Kommando.