[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Tekst: Astrid Bigum Kristensen, journalistpraktikant.

 Søværnets Operative Kommando danner i aften ramme om et møde, som skal skabe fokus på havmiljøberedskabet.

Mødet er arrangeret af Marinehjemmeværnsdistrikt Vest.

”Vi vil gerne have fokus på havmiljø og på problematikken omkring det. Derfor har vi inviteret til orienterings- og debatmøde”, siger kommandørkaptajn Arne Petersen, chef for Marinehjemmeværnsdistrikt Vest.

Der er tilmeldt over 80 deltagere til debatarrangementet. Deltagerne består blandt andet af lokalpolitikere, repræsentanter fra havne, søfartsstyrelsen, politiet, beredskabet og brandvæsenet.

Ved arrangementet vil der være indlæg fra Danmarks Naturfredningsforening, som overordnet vil fortælle om truslen fra havmiljøkatastrofer.

Dernæst vil Steen Balslev fra Forsvarsministeriet redegøre for den risikoanalyse, som ministeriet har udarbejdet. Heriblandt perspektivet for udviklingen af skibstrafikken i danske farvande frem til 2020.

Flotilleadmiral Henrik Andersen, Stabschef ved Søværnets Operative Kommando, vil fortælle om det eksisterende beredskab og om Søværnets kampagner.

Og til sidst vil Marinehjemmeværnet fortælle om deres egen rolle og muligheder i den samlede indsats i kampen mod miljøforurening på havet.

”Vi vil gerne synliggøre Marinehjemmeværnet og vores indsats. Havmiljøopgaven udgør en stadig større andel af vores samlede opgaver, og vi får også stadig flere kapaciteter. Vi har 30 fartøjer i danske farvande, hvoraf de 11 med udgangen af 2009 er udstyret med flydespærringer, der aktivt kan indsættes ved olieudslip”, siger Arne Petersen, som understreger, at han ikke forventer langsigtede løsninger efter mødet, men håber på en god og spændende debat om havmiljø.