[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Inden endelig aflevering fra værft, skulle KNUD RASMUSSEN igennem de obligatoriske sø-prøver, hvor alle systemer bliver afprøvet og endeligt godkendt af Forsvarets Materieltjeneste. Sø-prøverne forløb over fire lange dage (og nætter), og havde en ganske dramatisk første dag, da skibet ikke reagerede som værftets skibsfører forventede.

Reaktionstiden fra frem til bak var lidt længere end ventet, og ret forude var en kaj, som kom hurtigt nærmere... PAS OP FOR KOLLISION, kom det prompte fra enhedens kommende navigationsofficer, og kort efter et højt BANG, da isbryderstævnen pløjede ind i træ og beton. Vel fortøjret til kajen blev skaden inspiceret, for blot at konstatere, at stævnen er afprøvet og fundet i orden. En reparation bestående af lidt grå maling var, hvad der skulle til.

 
 Paraden klar til kommandohejsning
Efter udførte sø-prøver blev KNUD RASMUSSEN fredag d.15. februar overdraget til besætningen, som straks flyttede ind og begyndte ombordtagning af grej.

Mandag kunne vi så lade gå alle trosser, og lægge Skagen bag os, og sætte kursen mod Flådestation Frederikshavn, hvor der kl.15.15 blev hejst kommando med deltagelse af repræsentanter fra SOK, OPLOG Frederikshavn, 1. Eskadre stab samt Karsten Skibsværft.

Efter kommandohejsning var den stolte besætning vært ved lille forfriskning og for en rundvisning til de gæster, som endnu ikke havde set nybygningen.

Efter endt ceremoni blev Frederikshavn også lagt bag os for at anløbe Flådestation Korsør, hvor skibet skal have installeret kommunikationsudstyr inden klimatesten ved Grønland 17.marts – 05.maj.