[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Alt tyder på, at afsmeltningen i Arktis vil muliggøre maritime handelsruter mellem Europa og Asien via polarområdet inden for de næste 10-15 år. Desuden vil den give adgang til udnyttelse af betydelige energiressourcer. Det vil give polarområdet en helt ny strategisk betydning, som også vil få indflydelse på de sikkerhedspolitiske forhold i regionen.

Samtidigt er de praktiske udfordringer ved at afvikle betydelig skibstrafik og energiudvinding i dette følsomme område så store, at de kræver et tæt operativt samarbejde mellem de fem polar-nationer.

Derfor er det meget positivt, at de fem polarnationer USA, Canada, Norge, Rusland og Danmark for nyligt har underskrevet en politisk deklaration, der netop fremhæver behovet for samarbejde i området.


Japans tidligere premierminister
 Shinzo Abe taler til konferencen.
 (foto: Søværnet)
Det var budskabet fra søværnets chef, kontreadmiral Nils Wang, da han talte til 100 politikere fra verdens 13 rigeste nationer på en stor klimakonference, som blev afholdt 28.-29. juni i Tokyo.

Som følge af Danmarks rolle som værtsnation for FNs Klimakonference i København i 2009 deltog også danske politikere. Det var de tre medlemmer af Folketingets Miljøudvalg: MF Steen Gade (SF), MF Annegrethe Holmsgaard (SF) og Liselott Blixt (DF).  

Konferencen blev afholdt af ”Globe International´s Climate Change Dialoque” og blev åbnet af Japans Premierminister Yasuo Fukuda og tidligere premierminister Tony Blair. Konferencen var den sidste i en møderække og blev afholdt som optakt til det kommende G8 topmøde i Tokyo.

Det er imidlertid første gang, at klimaforandringernes sikkerhedspolitiske udfordringer er blevet sat på dagsordenen ved Globe-konferencerne. At dømme efter den efterfølgende debat med panelet to talere, Dr. Tobias Feakin fra Royal United Services Institute (RUSI) og kontreadmiral Nils Wang, er der ingen tvivl om, at der en stigende politisk erkendelse af, at klimapolitik også er sikkerhedspolitik.

 
 CHSOK modtager våbenskjold fra
 Viceadmiral Kouji Katoh fra den
 japanske flåde (foto: Søværnet)
Under opholdet i Tokyo benyttede Nils Wang muligheden for at aflægge en høflighedsvisit i det japanske flådehovedkvarter. Her var der bl.a. mulighed for at drøfte det kommende samarbejde mellem de to flåder i forbindelse med Søværnets deltagelse i Task Force 150.

Japan har en flådetanker i området, som leverer brændstof til alle koalitionens flådeenheder under operationen.