Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Olieudslip i Sundet fredag den 18. januar 2008.
Efter endt øvelse med frømandskorpset ankrede GUNNAR THORSON op på Københavns Red torsdag aften, for at afslutte nogle interne øvelser fredag morgen inden ankomst til Holmen.
Natten til fredag, kl. ca. 03 blev GUNNAR THORSON alarmeret af SOK, som kunne rapportere et olieudslip fra Prøvestenen.
Olien grabbes |
Både METTE MILJØ og GUNNAR THORSON var i gang med opsamling af olie inden det blev lyst. Så snart solen stod op, kom en helikopter til området, for at skabe et overblik over oliepølens omfang.
Det viste sig at den strakte sig fra lige nord for København og ca. 8 km nord over til omkring Taarbæk i et 1 km bredt bælte. Det så ikke umiddelbart ud til at ville ramme den Sjællandske kyst, idet strømmen stadig var nordgående og vinden i syd.
Olien samles i sweepet |
I løbet af formiddagen kom to svenske miljøskibe samt marinehjemmeværnsfartøjet ANTARES, til området, og det lykkedes de 5 skibe at samle ca. 100 m3 olie op inden det blev mørkt.
I løbet af dagen havde vi flere helikoptere og svenske miljøfly ude for at holde styr på oliens bevægelse.Sidst på eftermiddagen kom yderligere 2 svenske miljøskibe, samtidig med at ANTARES og det lille svenske miljøskib KVB301 indstillede aktionen.
Den varslede storm i Kattegat, ville give hård vind i Sundet, så vores plan var at forsætte opsamlingen af olie så længe som muligt.
De 3 svenske og 2 danske skibe samlede fra solnedgang til omkring midnat yderligere 50-60 m3 olie op. Men så måtte vi indstille operationen, da vi ikke længere kunne se olieklatterne pga. skumtoppe på havet.
Det skal dog samtidig nævnes at olieklatterne på dette tidspunkt var meget spredt og vi var noget usikre på hvor meget olie der var tilbage i vandet.
Efter at operationen blev afbrudt, kom METTE MILJØ på siden af GUNNAR THORSON for at flytte den opsamlede olie over i GUNNAR THORSON.
Olien droppes i tank |
Kl. 7 lørdag morgen var GUNNAR THORSON klar i området igen. Vinden var stadig hård, men vi vurderede dog at det ville være muligt at samleolie op når vi fandt den.
Det skulle dog vise sig at der ikke var mere bekæmpbar olie på vandet. Både skibe og fly afsøgte hele Sundet, med kunne ikke lokalisere andet end en oliefilm, som det ikke var muligt at samle op.
Flere svenske og danske skibe fortsatte med at patruljere og lede efter olie resten af lørdagen, og det meste af søndagen, men ingen spor af olieklumper.Efter en nøjere vurdering af den opsamlede mængde, kunne vi konstatere at skibene havde samlet ca. 160 m3 op, og at Prøvestenen havde ca. 40. m3 liggende tilbage på kajanlægget.
Her er fangsten |
Operationen må anses som en succes, og fra GUNNAR THORSON kan vi konstatere at både samarbejdet mellem danske og svenske enheder samt udstyret til inddæmning og opsamling har virket upåklageligt.
Tak for indsatsen til alle deltagere.
Carsten Hirtsgaard
Chef for Miljøskibet GUNNAR THORSON