[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

De seks stabsmedlemmer skal - med en enkelt undtagelse – være på togt hele året, mens THETIS` besætning er om bord i otte måneder. Vi har spurgt nogle af søfolkene om, hvordan man forbereder sig på togtet

”Det var hårdt, da jeg måtte gå til min chef og sige, at jeg alligevel ikke kunne være med på togtet i hele 2009 – men heldigvis viste Søværnet sig fra sin mest menneskelige side,” siger Peter Kirkegaard, 37 år og kaptajnløjtnant.

Sammen med chefen, orlogskaptajn Henrik Holck Rasmussen, var han den første på banen, da MCM-staben til togtet 2009 skulle formeres – og så kunne han alligevel ikke være med på hele togtet.

”Jeg har brugt det sidste år på at udvælge og uddanne de andre medlemmer af staben og havde glædet mig til turen, som vil være det næste skridt fremad, men jeg måtte til sidst erkende, at forholdet til min datter på 9 år ikke kunne holde til, at jeg var væk et helt år. Jeg bor ikke sammen med hendes mor og har hende derfor kun på deltid, og konsekvenserne af at være væk et helt år var uoverskuelige.

Det havde både Henrik og personelmyndigheden heldigvis forståelse for, og på kort tid blev det aftalt, at jeg deler togtet med en anden kompetent operationsofficer, så jeg tager de første tre måneder og de tre efter sommerferien. ”

Peter er operationsofficer, dvs. ham, der skal have det store overblik, og det glæder han sig til at formidle videre til de andre nationer, der skal med på togtet. ”Der er tradition for, at vi får vist ”The Danish Way” og det tror jeg også, vi gør over for den multinationale styrke. Danskerne er rigtig gode til at uddelegere arbejdsopgaver på tværs af ofte stive militære systemer og vi er gode til at flette en styrke sammen, så det bliver alle tiders opgave.


Martin Larsen 
Minerydning kan redde liv
I 2006 skulle overkonstabel Martin Larsen have været med på Galathea-ekspeditionen, men da han rev skulderen af led på et hotelværelse i Sydney, blev det i stedet til en lang sygdomsmelding. Heldigvis blev Martin klar til indsats på THETIS´ mission i foråret 2008, hvor skibet fragtede FN-nødhjælp til Somalia.

”Vi regnede ud, at hver person på THETISi gennemsnit har reddet 100 mennesker fra sultedøden. Så kan man se, at ens arbejde giver mening, og minerydning er også en potentiel livredder. Så der var ikke nogen tvivl hos mig, da togtet i 2009 blev annonceret.

Jeg vidste ganske vist ikke ret meget om minerydning, men det gør jeg nu og jeg ser frem til næste år. Ikke kun til at sejle – for det elsker jeg – men også til de steder, vi kommer hen. Der er mange lande, jeg ikke har været i endnu, men som jeg kommer til at besøge med styrken.” 32-årige Martin fra Nørresundby er single, ” men selvfølgelig kommer jeg da til at savne Danmark, familie og venner. Men nu skal jeg altså ud at se med DSB – eller rettere med Søværnet..”