[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Elever fra 1. HTX på Bornholms Erhvervsgymnasium flyttede torsdag matematik og fysikundervisningen ud på Søværnets miljøskib GUNNAR THORSON. I samarbejde med Søværnets Officersskole havde underviserne på Bornholms Erhvervsgymnasium planlagt en sejlads fra Rønne til Christiansø, hvor eleverne oplevede, hvordan teorien fra matematik og fysiktimerne kan bruges i praksis. Arrangementet kom i stand, efter at skolens undervisere kontaktede Søværnet.

"Vi stillede skib og mandskab til rådighed for eleverne, fordi vi gerne vil synliggøre Søværnet som uddannelsesinstitution, og selvfølgelig fordi vi syntes, at det var et rigtig godt projekt," siger Steffen Schnedler Sørensen, informationsofficer i Søværnets Operative Kommando.

Fra teori til praksis

 
 På agterdækket måtte eleverne selv lægge krop til en demonstration af, hvordan man laster skibet ved hjælp af taljer. 

De 38 elever blev inddelt i hold af tre personer, som cirkulerede mellem fem forskellige stationer om bord på GUNNAR THORSON. Hvert sted fik eleverne undervisning af egne lærere sammen med en lærer og tre kadetter fra Søværnets Officersskole. Til sidst fik eleverne stillet en praktisk opgave i navigation eller last. Ifølge deres fysiklærer, Claus Mogensen, er miljøskibet et oplagt sted at lære, hvordan den teoretiske viden kan bruges i praksis, og han håber at kunne gentage succesen med de kommende elevhold.

"På Bornholm er vi omgivet af vand og er derfor afhængig af sejlads og skibe. Men mange af opgaverne til søs kræver også viden om matematik og fysik. Vi lærte blandt andet om opdrift, lydens hastighed i vand og optisk pejling. Her kunne eleverne virkelig få lov til at prøve teorien af i praksis. Det var en stor succes."