[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Søværnets personel er klar til hjælpe, når behovet opstår. Og der er grund til at være ekstra på vagt for tiden, fordi rigtig mange skibe sejler til Grønland.

Foruden handelsskibene, som ofte sejler varer til og fra Grønland, har også både forskningsskibe og krydstogtsskibe lagt vejen forbi.

Ifølge Grønlands Kommando har forskningsskibene været delt op i 2 kategorier. Nogle, der foretager  havundersøgelser for at få større viden om havet ved Grønland, og nogle, der undersøger grundlaget for at foretage olieboringer i de vestlige, grønlandske farvande.

Grønlands Kommando vurderer, at det også er den store interesse for klima- og miljøpolitik, der har skabt en betydelig stigning i antallet af krydstogtsskibe.

I krydstogtsæsonen, fra slutningen af maj til begyndelsen af oktober, har 45 forskellige krydstogtskibe meldt deres ankomst, heraf det største med over 4000 gæster ombord.

Den livlige aktivitet har heldigvis ikke medført, at søværnet har sat store redningsaktioner i gang. Indtil videre har der været behov for assistance i to tilfælde, hvor hjertesyge krydstogtpassagerer har fået hjælp.