[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN (KNUD) afgik med sin 18 mands besætning fra Flådestationen i Korsør mod Grønland. for at gennemføre klimatest. Efter et kort ophold i Frederikshavn for at få udestående forsyningsgenstande ombord gik turen via Orkney over nordatlanten, med første test i dårligt vejr, idet enheden løb ind i en lavtrykspassage som er udbredt for denne årstid. Denne test forløb dog fint.

2. Påskedag (den 24. marts) anløb KNUD for første gang Grønnedal med modtagelse ved Grønlands Kommando (GLK) som bød skibet velkomment i dets primære operations område.

Efter et kort ophold ved GLK påbegyndte skibet de første istest, idet indenskærs ruterne som findes mellem Grønnedal og Narsarsuaq, bedre kendt som Mågeløbene og ”Knækket”, blev besejlet og den 30-40 cm tykke fastis blev brudt.

 
 Fra venstre inspektionskutteren
 TULUGAQ, inspektionsfartøjet KNUD
 RASMUSSEN og inspektionsskibet
 VÆDDEREN
Klimatesten byder dog ikke kun på sejlads i is og forskellige vejrsituationer, men også manøvrering og sejlads mindre tilgængelige steder, hvor inspektionskutterne sædvanligvis har haft en fordel. Skibets størrelse til trods, må man konstatere, at manøvreegenskaberne er uovertrufne og sætter derved KNUD-klassen i stand til, at besejle løb som ellers ville synes små. Her iblandt er løbet ”Karsakken” blevet gennemsejlet som en del af test (se billedet).

Alt i alt er de første prøver med skibet forløbet fint. Der er, jf. formålet med testrækken, konstateret små uhensigtsmæssigheder, som bl.a. tilstoppede søkasser ved sejlads i is. Dette kan dog omgås ved køling med ballastvand, men det overordnede billede tegner meget positivt.

Både enhedens evne til at bryde is, sø- og manøvreegenskaber er af skibet indtil nu vurderet som gode, men testene er ikke slut endnu. Den 7. april afgår KNUD fra Nuuk mod den nordlige del af grønlands vestkyst for der, at gennemføre prøver med sejlads i mere fjordis, vestis samt sejlads i de små løb.

Klimatesten afsluttes den 29. april, hvor forlægningen til Danmark påbegyndes for at ankomme Skagen den 5. maj. Her skal skibet gås efter af Karstensens Skibsværft og endvidere undergå færdiginstallation ved Værksted Danmark og Forsvarets Materieltjeneste.

Kilde: 1. Eskadre