[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

For Kasper Juul-Schirmer og Jens Christian Jacobsen skulle der til at ske noget nyt i livet. Nogle flere udfordringer og noget mere spænding i hverdagen. Spørgsmålet var bare hvordan.

31-årige Kasper Juul-Schrimer sejlede som såkaldt dualofficer ved et dansk rederi, men de mange vagter alene på broen begyndte at kede ham mere og mere, og han fik lyst til at prøve noget andet.
I et fagblad så han så en annonce, der fortalte om, hvordan man kan blive kontraktofficer i Søværnet, og det pirrede hans nysgerrighed.

- Jeg havde aldrig hørt om det, men det lød spændende, og det lød som om, at det var i Søværnet, jeg kunne finde det, jeg manglede i min hverdag.

26-årige Jens Christian Jacobsen havde på forhånd kendskab til Søværnet, hvor han har aftjent sin værnepligt. Herefter tog han den civile uddannelse som maskinmester, fordi han mente, den ville ham give flere muligheder – og nu har den altså givet ham mulighed for at vende tilbage til Søværnet.

- Under værnepligten oplevede jeg, at jeg stik imod min forventning befandt mig rigtig godt i Søværnet - jeg troede, at en yngre sergent ville stå og råbe og kommandere med mig, men sådan var det slet ikke. Jeg blev grebet af det helt specielle sammenhold og af at sejle i Nordatlanten, så det vil jeg rigtig gerne prøve igen.

Derfor er både Kasper Juul-Schrimer og Jens Christian Jacobsen lige nu ved at uddanne sig til kontraktofficerer. De bliver sergenter fra Søværnets Sergent- & Grundskole 28. april, så venter der et par ugers sejlads, uddannelse på Søværnets Officersskole og enten teknisk- eller taktisk kursus.

- Indtil nu har uddannelsen været meget spændende, lyder det samstemmende fra begge.

 

Faktaboks:
Sådan bliver man kontraktofficer:

Uddannelsen som kontraktofficer henvender sig til civile navigatører/skibsførere eller maskinmestre.

Navigatører/skibsførere kan blive taktiske officerer i Søværnet med primær fokus på tjenesten som vagtchef.

Maskinmestre kan blive tekniske officerer i Søværnet med primær fokus på at lede maskinbesætningen og være ansvarlig for drift, vedligeholdelse og reparation af skibets højteknologiske elektronik og maskineri.

Uddannelsen varer i alt ni måneder, hvor man blandt andet får en generel militær uddannelse og en lederuddannelse.

Kontraktperioden med Søværnet er efter uddannelsen minimum to år.

Læs mere her