[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Dannebrogsflagene blafrede i hænderne på de mange pårørende, der var mødt op på kajen ved Flådestation Korsør for at tage imod mandskabet på korvetten PETER TORDENSKIOLD.

Korvetten sejlede fra Korsør den 29. marts som Danmarks sømilitære bidrag til FN missionen UNIFIL, der skal bidrage til at skabe sikkerhed og stabilitet i området i og omkring Libanon.

Opgaven i UNIFIL
Den maritime FN-styrke håndhæver den FN embargo, der skal hindre indsmugling af våben til landet.

FN-styrken er inviteret af libaneserne selv og opererer tæt sammen med den libanesiske flåde, som også er i området. Uddannelse af og træning sammen med libaneserne er en særdeles vigtig del af opgaven. Målet er, at den libanesiske flåde på et tidspunkt selv kan overtage opgaven med overvågning og suverænitetshævelse i deres eget territorialfarvand.

Danmark deltog første gang i UNIFIL fra oktober 2006 til august 2007. Det danske bidrag har i begge perioder også omfattet et logistisk støtteelement på Cypern.

Læs mere om PETER TORDENSKIOLDs udsendelse til UNIFIL