[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Der bliver liv på havnen denne weekend, når 14 krigsskibe lægger til i Århus havn. De mange krigsskibe deltager alle i flådeøvelsen ”AUT BATT 08”, der foregår i de danske farvande denne og næste uge. Øvelsen ledes af Søværnets Taktiske Stab, der under øvelsen er om bord på kommandoskibet ABSALON.

Flertallet af orlogsskibene lægger til fredag morgen mellem 9 og 10, og ankommer ”korrekt orlogsmæssigt udhalet” i formation. De sidste skibe kommer dog først mellem 18-19, da de har deltaget i årets STUD SØ arrangement. En begivenhed, hvor interesserede elever fra landets gymnasiale uddannelse har fået præsenteret søværnet fra søsiden.

De mange skibe anføres af kommandoskibet ABSALON, der med sine 137 meter og ca. 6.000 tons er det største skib i øvelsen, og i den danske flåde. Udover danske orlogsskibe deltager også skibe fra to af NATOs stående flådestyrker. Se havneplanen  her .

Åbent skib
Alle interesserede er velkomne til at komme ombord på flertallet af krigsskibene lørdag og søndag mellem 13 og 16. Der vil på kajen tillige være en kampagne for faglærte, der har interesse i at arbejde i Forsvaret. Læs mere om kampagnen  her.

Øvelse gør mester
Søværnets Taktiske Stab og ABSALON tager til august af sted til Afrikas Horn, hvor staben skal lede den internationale flådeoperation Task Force 150. Operationens formål er at øge den maritime sikkerhed i et område, der længe har været plaget af piratangreb.
Øvelsen AUT BATT 08 bruges af staben som en af de forberedende øvelser, inden det hele bliver ”live” senere på året. Læs mere om øvelsen her.

Yderligere information
Presseofficer i Søværnets Operative Kommando, kaptajnløjtnant Klaus Randrup på
8943 3020 eller 2024 0288