[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Jeg kontaktede SOK allerede ved juletid for at høre om mulighederne for at få et frivilligt klinisk ophold i Søværnet. Mange har spurgt om grunden til netop dette ønske, da man ikke kan sige, at det medicinske udbytte skriger til himlen ved første øjekast.

Jeg valgte opholdet af flere grunde. Det minisamfund, som livet på skibet på mange måder ligner, giver udfordringer til én personligt såvel som professionelt. At finde balancen mellem privatperson og professionel mellem mennesker, der både er venner, kollegaer og potentielle patienter, er ikke noget, man kan lære ved at læse tykke bøger - det skal opleves - og netop dét har jeg fået meget ind på livet gennem de seneste uger.

Derudover behøver jeg vist ikke at lægge skjul på, at dét at få muligheden for at opleve Nordatlanten og Færøerne fra søsiden om bord på HVIDBJØRNEN var en oplevelse, der i mine ører lød helt fantastisk, og som de sidste par uger har vist sig fra sin smukkeste side.

Opskriften på succes for en Doc om bord må jo, hvor absurd det end kan lyde, betyde en dag uden arbejde, for heldigvis er besætningen sunde og raske. Men selv med en rask besætning skal man være klar til at handle korrekt og hurtigt, hvis noget skulle ske.

Derfor har jeg haft utroligt stort udbytte af de øvelser, som er blevet lavet, mens jeg har været om bord. Det er ikke noget, vi bruger lang tid på at øve på universitetet, og det har været en øjenåbner at opleve, hvordan jeg handler i pressede situationer, og som en medstuderende sagde til mig: eg har været på dybt vand på flere måder.

Til slut vil jeg bare sige utrolig mange tak til besætningen på HVIDBJØRNEN og til de to læger, jeg har haft fornøjelsen af at se over skulderen. De har givet mig erfaringer, jeg vil kunne bruge videre både i uddannelse og praksis.

I skrivende stund sidder jeg på helo-dækket og nyder solen og den gode stemning, der breder sig i takt med, at vinterjakken skiftes ud med kortærmet skjorte, og vi kommer længere og længere syd på, for i morgen at nå England, hvor min rejse også slutter for denne gang.