[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

OLFERT FISHER har gennem sit knap 30-årige lange liv skrevet søværnshistorie ved sin deltagelse i forskellige internationale operationer, men snart kan OLFERT FISCHER føje noget helt nyt på sit CV.

Fra 21. april lyder opgaven for korvetten at være uddannelsesplatform for værnepligtige, marineelever og kadetaspiranter. En opgave, skibets besætning ser frem til.
- Vi har så at sige haft ild i håret det sidste halvandet års tid. Vi har blandt andet sejlet rundt om Afrika i højt beredskab, så vi ser frem til at hellige os opgaver på et mere struktureret niveau, siger chef for OLFERT FISCHER, orlogskaptajn Per Ertløv Hansen.

Både chefen og hans besætning glæder sig til at modtage det første hold af værnepligtige 21. april. Herefter venter syv ugers sejlads i både Østersøen og i danske farvande.
Om bord vil de værnepligtige få uddannelse i sikkerhed til søs, men de vil også få et indblik i, hvad et krigsskib og dets opgaver er, og hvilke forskellige uddannelsesretninger, Søværnet kan tilbyde.
Desuden håber skibschefen, at sejladsen vil give dem et godt indtryk af det fællesskab, der er om bord, og som er nødvendigt for at kunne sejle døgnet rundt.
- Jeg tror ikke, at man ved at læse et kulørt blad eller se en videofilm kan få et rigtigt indtryk af, hvad det vil sige at være om bord. Det handler om selv at se solopgangene, solnedgangene, det flade vand og de store bølger med skum på toppen. Det handler om selv at mærke fællesskabet om bord og blive en del af det, siger Per Ertløv Hansen.

Som uddannelsesplatform sejler OLFERT FISCHER kun med 60 procent af fuld besætningsstørrelse. De andre 40 procent er udlånt til andre skibe i Søværnet, som skal sejle i netop de områder, OLFERT FISCHER sejlede i sidste år.

Fakta:
OLFERT FISCHER har været en del af flere maritime, internationale operationer, blandt andet Operation DESERT STORM i den Arabiske Golf i 1990/1991, operation SHARP GUARD i Adriaterhavet i 1993, operation ACTIVE ENDEAVOUR i Middelhavet i 2001/2002/2004 og operation IRAQI FREEDOM i Arabiske Golf i 2003.

Dertil kommer deltagelse i NATOs stående flådestyrker, som blandt andet sidste år bød på en tur rundt om Afrika. Dermed var OLFERT FISCHER med til at give NATO en bedre forståelse af de trusler og udfordringer som eksisterer for skibsfarten i havene omkring Afrika.