[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Chefen for Søværnets Operative Kommando Nils Wang tog imod det danske regentpar, der deltog i mindehøjtideligheden for Slaget ved Sjællands Odde. Det skete ved en mindegudstjeneste i Odden Kirke efterfulgt af kransenedlæggelse ved Krigergraven på kirkegården.

Slaget ved Sjællands Odde udspillede sig 22. marts 1808. Her kæmpede Danmarks sidste linieskib, PRINDS CHRISTIAN FREDERIK, mod en engelsk styrke bestående af to linieskibe, to fregatter og en korvet.
Det danske skib var under kommando af kaptajn Vilhelm Jessen og talte en 576 mand stor besætning.

Kampen mod de engelske skibe var dog ikke til at vinde, men det lykkedes kaptajn Jessen at sejle skibet på grund og dermed gøre det uanvendeligt for englænderne. Slaget kostede 69 officerer og menige livet, heriblandt Peder Willemoes, som ved flere arrangementer i år mindes i sin fødeby, Assens.

Slaget ved Sjællands Odde markeres i år også ved flere arrangementer i Odsherred kommune.