[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Tekst og foto: Astrid Bigum Kristensen, journalistpraktikant

Det er tirsdag formiddag på skydebanen ved Søværnets Sergent- og Grundskole i Frederikshavn. De værnepligtige fra 2. kompagni, 3. deling, træner deres færdigheder med karabin. 100 meter længere nede vil skiverne vælte, når målet er truffet seks gange. Men ikke alle skiver vælter.

”Humøret er nu fint nok, selvom det er gået skidt. Det er irriterende, når du ikke rammer. Men jeg må bare øve mig”, siger rekrut 2307, som på dåbsattesten hedder Camilla Asker Boye.

Flere af de andre rekrutter må også forsøge sig flere gange, inden skiven vælter. Til gengæld er der stor applaus fra kammeraterne, hver gang en rekrut består sin skydeprøve.

Feminin, men ikke pivet
Camilla Asker Boye er 20 år og en ud af tre piger i delingen på 18 mand. Hun drømmer om at gøre karriere som sejlende officer. At være pige i en større flok drenge generer ikke rekrut 2307:

”Jeg trives bedst med drenge. Men jeg kan godt lide at hoppe i et par stiletter i weekenden. Jeg har ikke svært ved at finde mine feminine sider her på Sergent- og Grundskolen, men det går ikke at være pivet”, siger hun.

Hjemme hos veninderne henter Camilla Asker Boye også anerkendelse, når hun fortæller om sine oplevelser som værnepligtig.

”Mine veninder synes, det er sejt. Nogle af dem kunne også godt tænke sig at prøve det, som jeg oplever her. Man får jo også en masse gode kammerater”, siger hun.

Gode oplevelser
 
Morten Laumann aftjener sin værnepligt
i Søværnet for at få nogle gode
oplevelser
En af dem, som ikke har problemer med at ramme målet, er rekrut 2316, den 20-årige Morten Laumann.

”Jeg tror, at jeg består prøverne i første forsøg, fordi jeg er tryg ved geværet og fokuserer på målet”, forklarer han.

Morten Laumann har valgt at aftjene sin værnepligt i Søværnet for at få en masse gode oplevelser.

”Her får vi en sejltur til Grønland med HVIDBJØRNEN, mens flyvevåbnets værnepligtige overhovedet ikke kommer ud at flyve”, forklarer han.

Til januar begynder Morten Laumann som murerlærling, men tanken om at søge ind til Frømandskorpset har strejfet ham.

”Jeg vil gerne prøve mig selv af. Jeg nåede ikke at søge ind i Frømandskorpset i år, og nu har jeg har fået læreplads. Men hvis det nu glipper, vil jeg prøve at søge ind til Frømandskorpset”, siger han.

Læs hele artiklen i bladet SØVÆRNET