[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Fredag eftermiddag slutter den store redningsøvelse ’BALTIC SAREX 2008', som i denne uge er gennemført på havet omkring Bornholm. Øvelsens finale er en storstilet evakueringsøvelse, hvor de deltagende enheder for alvor skal vise, at de kan operere i pressede situationer.
  
”På fredagens øvelse vil der blive en eftersøgning af nogle mænd, som ikke er vendt hjem fra en svømmetur. Samtidig vil vi simulere, at et fly styrter ned, og et lystfartøj synker. Men derudover har vi også to situationer, hvor skibe kolliderer, og folk falder overbord. En dykker kommer ikke op til overfladen, og andre dykkere skal hente en fastklemt mand.

Der vil være hele syv forskellige episoder, hvor deltagerne for brug for al deres viden om eftersøgning og redning. Der er virkelig tryk på begivenhederne,” siger orlogskaptajn Elo Jacobsen, der er chef for operationsafdelingen ved Bornholms Marinedistrikt.

Største øvelse af sin art
Søredningsøvelsen er den største af sin art i Østersøen. I alt deltager 24 skibe, seks helikoptere og et Challengerfly. Deltagerne kommer fra Danmark, Sverige, Finland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland. Målet med den årlige øvelse er at styrke samarbejdet og kommunikationen mellem Østersølandene, så samarbejdet forløber gnidningsfrit, hvis der skulle blive behov for en fælles indsats i en redningsaktion.
  
Indtil torsdag har BALTIC SAREX 2008 stået på undervisning og forberedelser til lands. Skibets besætninger er blevet undervist i at beregne søgeområde og søgemønstre, så alle skibe er i stand til lede og koordinere en eftersøgning. Onsdag øvede skibene til søs, mens helikopterne trænede i luften.

Torsdag gik det så for alvor løs, da flere skibe meldte om brand og havari, og 45 mennesker måtte evakueres med helikoptere. Alt dette var heldigvis kun for øvelsens skyld, og redningsveste gjorde det ud for mennesker på havet.

BALTIC SAREX 2008 sluttes med åbent skib for offentligheden lørdag den 10. maj fra kl.14.00 til kl.16.00 i Rønne Havn.