[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

I Lillebælt er der atter roligt, efter at der i to dage har været masser af aktivitet både på vand og i land.

25 enheder fra blandt andet Søværnet, marinehjemmeværnet og politiet har deltaget i en havmiljøøvelse, hvor øvelsesscenariet lød på, at en kemikalietanker havde haft et sammenstød med Skansodde Fyr.

Ved uheldet var der slået hul på flere tanke, som indeholdt kemikalier og cirka 400 tons tung olie, som drev sydover i Lillebælt. Derudover var nogle af de ombordværende på tankeren kommet til skade.

Tilfredsstillende øvelse
Orlogskaptajn Carsten Aagaard Rasmussen, som er ansvarlig for øvelsen, er tilfreds med forløbet.

”Øvelsen gik tilfredsstillende. Vi fik afprøvet nogle ting; blandt andet noget lytteudstyr som kan finde indespærrede folk i skibe og vores nye miljøbåd”, siger orlogskaptajn Carsten Aagaard Rasmussen og fortsætter:

”Vi fik også afprøvet samarbejdet mellem sø og land, og vi fik prøvet proceduren, når folk skal bjærges”.

Træne enhederne
I øvelsen deltog tre miljøskibe, et marinehjemmeværnsfartøj, et af Søværnets patruljefartøjer, Sydøstjyllands Politi, Fyns Politi og det statslige beredskab fra Haderslev, Fredericia, Middelfart og Kolding kommuner.

Og det er altid en prøvelse, når mange forskellige instanser skal koordineres og samarbejde.

”Når vi laver øvelser, er det nye deltagere, vi træner, og de skal lige ind i rumlen. Og det er altid en kunst at få 25 enheder -i alt omkring 150 personer- til at spille sammen, men det er jo også dem, der skal spille sammen i virkeligheden, hvis ulykken sker”, påpeger Carsten Aagaard Rasmussen.