[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Kokken korsede sig. Andre besætningsmedlemmer så til med skepsis, mens kassevis af grønsager blev slæbt om bord på GUNNAR THORSON.

Forude ventede en uge, hvor tre kost- og livsstilvejleder-studerende fra SUHR’s seminarium skulle overtage ansvaret for maden om bord. Men ingen kom til at gå sultne til køjs, og besætningens betænkeligheder blev hurtigt vendt til begejstring.

Lækker mad
”Det var en positiv oplevelse. Maden var rigtig lækker, og der var mere af den, end der plejer at være”, siger marinespecialist Claus Bo Hansen.

Også kok på GUNNAR THORSON, Robert Meyer, fik inspiration, da han overlod kabyssen til de tre studerende:

”Pigerne havde afstemt madplanen med mig. Jeg rystede på hovedet, da jeg så deres oplæg. Der er mange praktiske forhold at tage hensyn til, når opbevaringspladsen om bord er begrænset, og der skal tages hensyn til råvarernes holdbarhed. Prismæssigt var maden også i overkanten, og alene forarbejdningen af de mange grønsager kræver mere end én mand i kabyssen. Men pigerne havde mange ideer, og jeg fik nogle nye input”, fortæller Robert Meyer.

Mætte
I madplanen indgik tre hovedmåltider og tre mellemmåltider. Maden var sund og fedtfattig, og besætningen kunne spise så meget, de havde lyst til.

Kun få fra besætningen havde behov for gøre indhug i slikskabet eller kvæle en cola mellem måltiderne. Og imens raslede vægten ned. De 16 besætningsmedlemmer tabte sig tilsammen 15 kilo i løbet af ugen.

Ideen til at få professionel vejledning om sund kost til søs kom fra GUNNAR THORSONs tidligere operationsofficer, premierløjtnant Ulrik Engstrøm, efter at flere besætningsmedlemmer havde klaget over, atr de var blevet for tykke. Derfor kontaktede han SUHR’s seminarium for at høre, om der var studerende, som kunne tænke sig at komme i praktik hos Søværnet.

Ulrik Engstrøm glæder sig over, at initiativet med at have kostvejleder-studerende med på GUNNAR THORSON blev en succes, som andre enheder i Søværnet nu efterspørger.

Fortsætter
”Der er et kæmpe behov for, at vi spiser sundt i Forsvaret. Undersøgelser viser, at der er sundhedsmæssige risici forbundet med den måde, vi spiser på, når vi arbejder på skiftehold. Du trænger simpelthen til ét eller andet, når du står på broen om natten. Ofte bliver det til slik og cola. Her ville det være godt med et sundt alternativ”, siger Ulrik Engstrøm.

På GUNNAR THORSON er der igen hverdagskost på menuen, som dog nu suppleres med salat. Og besætningen vejer atter tungt på vægten. Men Søværnet videre på ideen om sund kost. Blandt andet vil der i en periode være kost- og livsstilsvejlederstuderende om bord på THETIS.