Tredive år om bord på Inspektionskutterne

Palle blev fejret med gaver fra begge enheder og taler fra såvel skibschefer som fra kolleger. Palle har i sine tredive år langs kysten oplevet mere end de fleste. Han har i sin tid i søværnet sejlet med AGDLEK, hvor han startede sin karriere og TULUGAQ, hvor han har tilbragt det meste af sin tid.

Palle besidder en uvurderlig faglig erfaring i kraft af sit indgående kendskab til skibet. TULUGAQ sejler i gennemsnit 27000 sømil om året (gennemsnit for 2005, 2006 og 2007). Omregnet til noget mere jordnært svarer dette til, at Palle i sin tid i søværnet har været 19 gange rundt om jorden. I anledning af Palles jubilæum har vi stillet ham en række spørgsmål om det at sejle i så mange år på den samme enhed så langt fra sit hjem på Fyn, hvor han normalt holder til i sine friperioder.

- Palle, hvor og hvornår  påmønstrede du første gang?
AGDLEK, den 2. februar 1978. Jeg rejste hjemmefra den 1. om morgenen med Hercules. Jeg fulgtes med 30 værnepligtige, der skulle til Grønnedal. Vi var to værnepligtige maskinister, de eneste, der kom ud at sejle af de værnepligtige. Den ene kom på TEISTEN, og jeg startede på AGDLEK. Min chef hed Hans Erik Møller, næstkommanderende var Per Herholdt, og teknikofficeren var Bent Hansen.

- Hvorfor har du sejlet her i 30 år?
Jeg startede ikke med forventningen om at være her i 30 år. Efter de første 2 år overgik jeg til grønlandsk skat med tilbagevirkende kraft, så pengene havde da noget at sige. Efter de første par år havde jeg ikke fundet på noget bedre at arbejde med, der var arbejdsløshed i Danmark, og i handelsflåden begyndte man at benytte udenlandsk arbejdskraft. Jeg havde sejlet 3 år i det civile, før jeg blev indkaldt som værnepligtig. Jeg var ikke frivillig. Det var nok oplevelserne, der gjorde, at jeg blev hængende.

Dengang sejlede man jo 6 til 7 måneder ad gangen. Det var nyt og spændende. Sejltiden medførte, at tiden gik stærkt. Det var mit liv her om bord, der fyldte mest. Det var her mine behov var, det var mit arbejde, og sådan var det bare. Besætningen bestod dengang af 17 mand. 3 officerer, 2 i kabyssen, 2 maskinfolk og 10 dæksfolk. 3 af dæksfolkene var de frivillige grønlandske værnepligtige, der var under oplæring. Kollegerne kom for det meste også fra den civile handelsflåde.

Jeg har været og er stadig glad for at sejle her om bord på TULUGAQ. På de her små skibe betragter jeg besætningen som en lille familie. I gamle dage var mandskabet og officererne her i lang tid ad gangen, derfor blev vi alle knyttet tæt sammen. Det var ikke en følelse, besætningen havde alene, officererne følte det også. Man blev en smule sammenspiste, og man holdt sammen uanset rang. Til forskel fra handelsflåden var det de samme besætningsmedlemmer, man kom tilbage til, derfor fik man opbygget flere sociale relationer. Man kendte til mandskabets faglige kunnen og deres sociale egenskaber på godt og ondt.  Det var nok dét, der medførte, at jeg blev i længden.

- Blev man godt behandlet rundt omkring i havne og bygder
Ja, og det synes jeg altid, man er blevet. Jeg tror, det skyldes besætningens sammensætning aldersmæssigt, og dét at man havde nogle grønlandske værnepligtige om bord. I dag bliver vi stadig behandlet godt, og det skyldes, at der stadig er tætte relationer mellem lokalbefolkningen og os. Vi er jo en del af gadebilledet heroppe, og flere af besætningsmedlemmerne har giftet sig og bosat sig heroppe.

- Hvad er det bedste ved at sejle i Grønland?
Naturen har alle dage gjort et stort indtryk på mig. Omskiftningen i vejret, hvor hurtigt det kan gå fra klar solskin til rigtig dårligt vejr, og det at have muligheden for at se en isbjørn i fri natur, det er jo fantastisk.

Rent fagligt er det, når man har haft et større havari, hvor man derefter får det til at køre igen. Man er nok fagidiot, når man tænker sådan, men det er en god oplevelse. Der er jo ind imellem langt til nærmeste by, hvor man kan få teknisk assistance, og så afhænger det hele af ens egne og sine kollegers faglige kompetencer. Jeg husker engang, hvor vi skulle ud at sejle med Forsvarschefen, General Hvidt. Der var havari på forlagsakslen på blæsertrækket, da vi kom til Grønnedal. Vi kom ind kl. 02.00 og skulle sejle senest kl 16.00 næste dag for at afhente Forsvarschefen i Nassarssuaq. Vi knoklede hele natten for at få repareret blæsertrækket, det gav en god selvtilfredsstillelse at få det samlet, prøvekørt og komme af sted til tiden. 

- Var bølgerne højere i gamle dage?
Nej, men jeg husker nogle af turene som mere tåbelige, hvor man bare sejlede for at sejle. Der er blevet mere realisme i det nu til dags. Jeg kunne for eksempel ikke se det rigtige i at sejle fra Grønnedal til Nuuk på grund af en almindelig forlægning. Vejret var så dårligt, at vi sejlede 3 timer frem og 2 timer tilbage, fordi vi skulle banke is, kun dørene i brovingerne kunne stadig åbnes, resten var frosset til. Jeg kan forstå, man gør det under en SAR (Search And Rescue), men ikke under en almindelig forlægning.

- Hvad har været  din værste oplevelse, hvis der er nogen?
Følelsesmæssigt har det været de gange, man har været ude og hente druknede personer, eller en SAR operation hvor man kun har fundet båden, men ingen personer. Engang havde vi en SAR, hvor vi havde kontakt med en nødstedt båd. Der var to personer om bord. De meddelte os over VHF’en, at nu sank de, og de bandt sig fast til en luge med en riffel, så de kunne afgive et skud, hvis de så os. Det værste var, at de var lige i nærheden, men vi kunne bare ikke finde dem. Det var en barsk oplevelse. Båden blev fundet dagen efter.

- Hvad er det hårdeste ved at sejle her oppe?
Det har været hårdt at undvære familien, men det er et valg, man træffer. Samlet set har jeg været tilfreds med det valg, jeg indirekte traf, jeg ville ikke have valgt anderledes i dag, hvis jeg fik muligheden for det.

- Ville du tage 30 år mere?
Ja, det ville jeg nok, hvis jeg kunne, men jeg er jo ikke helt ung længere. Jeg håber på at kunne sejle resten af min tid i søværnet sammen med TULUGAQ, som efterhånden også er en gammel dame.  På den måde passer vi jo ganske godt sammen.

Palle regner med at forsætte resten af sin karriere om bord på TULUGAQ, som indtil videre er planlagt til at sejle frem til år 2013.