Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Korvetten var i færd med den store årlige, internationale øvelse BALTOPS, der foregår i Østersøen, da marinehjemmeværnsfartøjet LYRA fik meldingen om, at en sejlbåd med syv mand om bord havde bedt om hjælp, fordi deres mast var knækket. Det skete lørdag middag sydøst for Bornholm.
Bornholms Marinedistrikt fik meldingen om, at et andet sejlskib lå ved siden af det havarerede skib, men at det var for lille til at kunne trække det sikkert i land. Derfor blev PETER TORDENSKIOLD (PETO) taget ud af øvelsen for at sejle det nødstedte skib til undsætning.
Kl. 12.22 ankommer PETO til sejlskibet, og besætningen vurderer, at det vil være mest sikkert at slæbet sejlskibet nord på til NEXØ
PETO anmodede Søværnets Operative Kommando om lov til at tage de otte besætningsmedlemmer fra det havarerede sejlskib om bord, og da SOK ingen indvendinger havde imod det, begyndte bugseringen mod Nexø med en hastighed på mellem tre og fire knob.
Kl. 16.37 bliver sejlskibet lagt i havn på Bornholm, og alt meldes ok fra korvetten – lige bortset fra nogle af sejlerne, der blev ramt af søsyge. PETO kunne herefter sejle tilbage og deltage i BALTOPS-øvelsen.
Sådan oplevede PETER TORDENSKIOLD selv episoden:
”I forbindelse korvettens deltagelse i øvelse BALTOPS 2009 modtog vi et opkald fra vagthavende officer ved Bornholms Marine Distrikt (BHM). En polsk sejlbåd var i problemer sydøst for Dueodde. I det dårlige vejr havde sejlbåden fået problemer med masten, der var i fare for at knække. En anden sejlbåd var i nærheden, men kunne ikke give assistance.
Korvetten deltog på tidspunktet i en overfladeøvelse med andre BALTOPS-enheder, herunder et overvågningsfly. Vi informerede lederen af øvelsen om situationen og forlagde mod den opgivne position.
Overvågningsflyet, der deltog i øvelsen, blev stillet til vores rådighed. Flyet fandt hurtigt sejlbåden og verificerede positionen, hvorefter det fortsatte øvelsen.
Ca. 45 min. efter opkaldet fra BHM får vi kontakt med sejlbåden. Det er ganske tydeligt, at den er i problemer. Masten svajer kraftigt fra side til side, og der er overhængende fare for, at den knækker. Vejret var ikke specielt godt. Det blæste en del og der stod ca. tre meter dønning.
Vi satte vores gummibåd i vandet med personel, der kunne vurdere skaderne og evt. udbedre disse. I gummibåden var blandt andre dæksofficeren, premierløjtnant Claus Brink, der her fortæller om situationen:
”Jeg selv, en dæksmand og to maskinmænd tog af sted i gummibåden. Da vi ankom til sejlbåden, bad jeg alle om bord undtagen føreren om at gå ned i kabinen, så der både var arbejdsplads, men også for at sørge for deres sikkerhed. Det viste sig at være en fører med seks passagerer, en kvinde og fem mænd, der var afgået Nexø samme dag. Fire af passagerne var søsyge, heraf en meget søsyg, og jeg fik dem til at tage et søsygeplaster på. Imens var dæksmanden ved at undersøge tilstanden af masten, og vi fik den surret, så hvis den knækkede, så ville den kun falde agter over.”
Vi kunne ikke gøre meget ved masten, og det blev besluttet at slæbe sejlbåden til Nexø.
Henset til faren for at masten knækkede, blev det besluttet at tage alle fra sejlbåden over på korvetten, inden slæbningen blev påbegyndt.
Dæksofficer Claus Brink og skipperen forlod som de sidste båden:
”To minutter efter, vi var kommet fra borde, knækkede masten agter over,” forklarer Claus Brink.
Der er ingen tvivl om, at det var et spørgsmål om tid, før besætningen på sejlbåden havde trykket på knappen. (Trykke på knappen er udtryk for, at sejlbåden ville have kaldt for eksempel Mayday).
Slæbningen mod Nexø tog et par timer. Besætningen fra sejlbåden fik lidt at spise, lige som de blev tilset af vores sanitetsgast. De var lidt mærket af situationen og lettere søsyge, men kom hurtigt til hægterne.
Ud for Nexø havn frigjordes sejlbåden, og gummibåden slæbte den til kaj.
Dæksofficer Claus Brink sejlede med ind:
”Vi fik mange tak af dem alle sammen, og føreren sagde til mig: ”You have a crazy job!””
Efter denne forebyggende søredning fortsatte vi mod næste øvelse, hvor vi skulle op til en amerikansk tanker og tankes op.”