[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Mandag i denne uge kom EJNAR MIKKELSEN på hårdt arbejde ud for Narsarsuaq i det sydvestlige Grønland. Skibet havde netop fået forsyninger med om bord fra lufthavnen i Narsarsuaq, hvor et fly fra Aalborg kort forinden var landet. Nogle af forsyningerne skulle blive om bord, mens andre skulle sejles til Grønlands Kommando (GLK) i Grønnedal et par hundrede kilometer vest på.

 

Ny sejlrende skulle brydes
EJNAR MIKKELSEN lå forankret ved kajen, og det noget større skib, HVIDBJØRNEN, lå længere ude i fjorden og ventede på at komme ind.

Da HVIDBJØRNEN havde nogle maskinmæssige problemer, blev EJNAR MIKKELSEN bedt om assistance og bryde en rende midt i fjorden. Der var i forvejen kun en rende langs den ene side af fjorden, men da HVIDBJØRNEN stikker noget dybere end EJNAR MIKKELSEN, måtte EJNAR MIKKELSEN for en sikkerheds skyld bryde en ny rende midt i fjorden.

”Vi kender fjordene godt her, og vi kunne godt bryde en rende midt i fjorden, som HVIDBJØRNEN kunne bruge, når den skulle ind. De havde nogle problemer med en maskine, og selvom de nok stadig godt kunne have gjort det selv, ville vi selvfølgelig gerne hjælpe. Det var mere sikkert, at vi lavede renden,” fortæller chefen om bord på at EJNAR MIKKELSEN, kaptajnløjtnant Kaj Maciej Elverlund.

Bygget til at bryde is
EJNAR MIKKELSEN har en isbryderstævn, der er specielt forstærket for at sikre fremkommeligheden i tilisede fjorde. Det er stævnens vægt, der knuser isen – man skærer sig altså ikke igennem – og derfor er det ekstra vigtigt, at der er megen kraft og vægt bag. Skibet vejer over 2000 ton, så der er lidt at skubbe med.

Da inspektionsfartøjet senere kom frem til Grønnedal, blev skibsdykkere sendt under vandet for at undersøge, om skroget havde taget skade af den voldsomme isbrydning ud for Narsarsuaq. Heldigivis var det ikke tilfældet.

I den kommende uges tid har EJNAR MIKKELSEN gæster på besøg fra Forsvarets Materieltjeneste (FMT), der skal gennemgå en række klimatest på det nye skib. De skal blandt andet teste skibets muligheder for at sejle i is, og derfor var gårsdagens opgave særdeles relevant og interessant for de tre FMT’ere om bord.

På trods af klimatestene løser  EJNAR MIKKELSEN fortsat fast i sine operative opgaver for Grønlands Kommando.