[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

De seneste uger er flere grundstødninger blevet afværget i allersidste øjeblik. Senest natten til fredag.

Klokken var 01.30, da den enorme, 190 meter lange bulk carrier MAZURY var på vej øst om Samsø. Med en fart på 12 knob var skibet kommet uden for dybvandsruten. En faretruende situation var under opsejling. Skibet styrede direkte mod Hatter Barn. Netop her skete der i perioden 2003 til og med 2008 ikke mindre end ti grundstødninger.

Hos VTS Storebælt var den vagthavende heldigvis meget hurtig og kalder øjeblikkeligt skibet op, da han ser, at den store bulk carrier er på fejlagtig kurs.

Tre minutter senere har skibet ændret sejlretning og navigerer uden om Hatter Barn

38.000 ton dødvægt
Ifølge dataene på overvågningssystemet i Storebælt VTS var MAZURY kun 0,4 sømil, omkring 700 meter, fra at gå på grund.


Det store skib MAZURY, der sejler
med flag fra Bahamas.
Hvis skibet var gået på grund, ville det have været en større opgave, at få den store bulk carrier fri fra grunden. Skibet har en dødvægt på 38.000 ton.

Med den vagthavendes snarrådige reaktion blev dette heldigvis ikke nødvendigt. Klokken. 01.40 var skibet tilbage i sin korrekte rute i nordgående retning gennem Storebælt.

De tidligere hændelser
For tre uger siden var der panik på dækket på et hollandsk handelsskib, der sejlede nord for Skagen. To mand om bord var kommet til skade ved en eksplosion og skulle flyves med helikopter til Aalborg Sygehus.

Midt i den kaotiske situation blev besætningen uopmærksom, og pludselig sejlede skibet med fuld fart mod Skagens Rev. Kun snarrådighed fra den vagthavende i Søværnets Operative Kommando, der fik kontakt til hollænderne over radioen, betød, at skibet i sidste minut fik drejet uden om revet.

For to uger siden var den så gal igen. Et fragtskib på vej fra Østersøen mod Storbritannien var kun ganske få minutter fra at støde på grund ved Stevns.

Et lynhurtigt og effektivt samarbejde mellem Vessel Traffic Service (VTS) Øresund, Lyngby Radio og den vagthavende hos Søværnets Operative Kommando reddede den faretruende situation. Bare 500 meter før skibet ville have ramt grunden, drejede det af med kurs tilbage mod Øresund.

VTS står for Vessel Traffic Service og er en tjeneste, der har til formål at assistere skibsfarten igennem særlige farvandsafsnit. Det er med henblik på både sikkerheden for skibene og for miljøet.