[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Forsvarsminister Søren Gade er glad over udsigten til, at forsvaret skal give en hånd med i Mellemøsten:

– Det er også vigtigt, at det danske forsvar kan deltage i FNs fredsbevarende operationer. Med det fokus vi ellers har på Afghanistan, er der en fare for, at forsvarets store erfaringer med fredsbevarende operationer forsvinder. Derfor er det ekstra godt, at vi kan bidrage til missionen i Libanon, siger Søren Gade.

Det danske tilbud om at sende soldater til Libanon er kommet, fordi Polen har trukket sit bidrag ud af UNIFIL. Hvis Folketinget godkender missionen, får danskerne først og fremmest logistiske opgaver.       
   
– De danske soldater skal ikke operere i den skarpe ende. Men der er altid en risiko, Der er jo ikke egentlig fred i området, men der er ro. Men de danske soldater skal altså løse logistik-opgaver, forklarer udenrigsminister Per Stig Møller.

Missionen bliver værnfælles med det primære bidrag fra flyvevåbnet. Såfremt Folketinget godkender missionen vil søværnet bidrage med 10 mand fra november 2009 og 8 mand fra april 2010. Bidragene fra søværnet vil komme fra OPLOG-strukturen og alle er orienteret.

Operationsområde i Sydlibanon
Hele UNIFIL består af 12.400 mand. Styrkens mandat går ud på at overvåge de væbnede styrker i området og hjælpe den libanesiske hær med at få kontrol med den sydlige del af landet. Missionen har kørt siden 1978, men blev forstærket i 2006 efter, at Israel og den shiamuslimske milits Hizbollah udkæmpede en kort krig i det sydlige Libanon.

Søværnet har i flere omgange bidraget til UNIFIL. Fra oktober 2006 til august 2007 var søværnets patruljefartøjer på vagt ved Libanons kyst for at forhindre våbensmugling. Korvetten PETER TORDENSKIOLD løste samme opgave i foråret 2008.
Læs mere om FN-missionen i Libanon her: http://unifil.unmissions.org/