[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Besøget fandt sted, mens minerydningsstyrken var på havneophold i den spanske havneby Vigo.

Forsvarsminister Søren Gade fik et dybtgående indblik i mineryddernes arbejde, som ellers normalt foregår under vandet. Ministeren påpegede betydningen af, at minerydderne opretholder et højt professionelt niveau som skarp minerydningskapacitet, samtidig med at de rydder gamle miner fra havbunden.

Ministeren benyttede lejligheden til at tale med besætningen på THETIS og udtrykte stor anerkendelse for den indsats og det bidrag, som THETIS udgør i NATO styrken.

Som oplæg til forsvarsministerens møde med den Estiske forsvarsminister i næste uge, var ministeren også på besøg om bord på den estiske minerydder ENS SAKALA. Her fik ministeren demonstreret en rigtig minerydningsoperation.

Efter opholdet i Vigo sejler styrken mod Canada, hvor blandt andet to canadiske skibe støder til styrken. Minerydderne vil i den næste måned opholde sig i Nordamerika for at samarbejde med canadiske og amerikanske styrker. Styrken skal under opholdet blandt andet deltage i to store flådeøvelser, hvoraf den amerikanske øvelse Joint Task Force Exercise (JTFEX) har deltagelse af amerikanske hangarskibe.

Minerydderne vil også anløbe New York som led i højtideligholdelsen af mindedagen for 11. september.  

Se også Forsvarsministeriets nyhed om ministerens besøg på THETIS