[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Det er driftserfaringer fra de fleksible støtteskibe af ABSALON-klassen, der har gjort det muligt at optimere brændstofforbruget på fregatternes fire dieselmotorer af MTU serie 8000.

Motorerne er forbundet to og to gennem et dobbelt input/enkelt output reduktionsgear med et udvekslingsforhold på 1150/189 omdrejninger i minuttet. Forholdet mellem motorer, akse, nav og propellersystem er nøje tilpasset, så der overføres hele 16.400 kW til vandet. Det muliggør en topfart på +28 knob.

Eget design
Propellerblade, nav og akselsystem er særligt designet til fregatterne. Der er udført mange modelforsøg for at opnå det rette forhold mellem støjniveau og ydeevne.

Fregatterne af IVER HUITFELDT-klassen er monteret med to fire-bladet støjsvage kontra-roterende high skewed vendbare propeller med en diameter på godt 4 meter og en vægt på næsten 2000 kilo.

Der i høj grad er tale om et håndværk gjort fra bunden af. Hvert enkelt blad er støbt i messing i store sandforme, hvorefter bladene er bearbejdet først maskinelt og siden finpudset i hånden. Da ingen af bladene er 100 % ens, får hver fregat sin helt egen propellersignatur.

Lavt brændstofforbrug
Motorerne er udstyret med det nyeste højteknologiske common-rail fuel injection system, der både sikrer et lavt brændstofforbrug og reducerer udledningen af sort røg. Det muliggør en nedsættelse af NOx udledningen på op mod 30%.

Hidtil har teknologien kun været brugt på bilmotorer, så fregatternes motorer er de første skibsmotorer med systemet.

Det særlige injektionssystem sikrer, at IVER HUITFELDT-klassen kan efterleve regelsættet for de grænseværdier, der er for udledning af NOx.

Lever op til EU-krav
Grænseværdierne er vedtaget i FN’s Internationale Søfartsorganisation, IMO (MARPOL 73/78, Annex VI).

Aftalen er primært tiltænkt miljøbelastningen fra olietankskibe, hvor udfasning af enkeltskrogede skibe er fremskyndet til at træde i kraft i 2015.

Derfor skal reglerne ikke anvendes på krigsskibe, men Forsvarets Materieltjeneste (FMT) har valgt at fremtidssikre fregatterne i overensstemmelse med EU forordning nr. 2978/94 af 18-02-2002. Af den fremgår det, at medlemslandende så vidt muligt skal bestræbe sig på at overholde MARPOL 73/78, også når det gælder de ikke-kommercielle statsejede skibe.

Læs mere om fregatterne her