[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

I forbindelse med øvelsen skulle NATO-minerydningsstyrken verificere og positionere minelinerne i det tyske minefelt Wartburg 3 og sprænge eventuelt fundne miner.

Under øvelsen fandt minerydningsfartøjerne fire ankre og sprængstof fra to miner i de fire minelinjer, som minefeltet ifølge optegnelserne bestod af. Desuden blev der fundet tegn på yderligere en minelinje, idet der blev registreret et enkelt mineanker. Således gjorde NATO-minerydningsstyrken igen havet til et sikrere sted at færdes – denne gang i Østersøen.

Udskiftning i styrken
Den oprindelige minerydningsgruppe var inden ankomst til Karlskrona blevet reduceret til i alt fire fartøjer: Mineskibene MAKKUM (NL), BROCKLESBY (UK) og SULZBACH-ROSENBERG (D) og kommandoskibet THETIS (DK), idet minerydningsfartøjerne BELLIS (BE) og TALIVALDIS (LA) forlod styrken i henholdsvis Antwerpen og Hamburg. Til gengæld tilgik i forbindelse med øvelsen to andre skibe: det svenske undersøgelsesskib FARÖSUND og minerydningsfartøjet MAKRELEN (DK).

16. juni blev alle de 15 minerydningsskibe, der deltog i øvelsen, samlet til en enkelt flåde under NATO-minerydningsstyrkens kommando. Med eskorte af ESBERN SNARE og PEDER TORDENSKIOLD blev der herefter forskudt til et område nord for Kadetrenden. I øvelsen skulle området renses for miner, så gruppen af ”high value ships” farefrit kunne passere igennem. Dette skete under gennemførelse af adskillige taktiske manøvrer.

Efter BALTOPS-øvelsen sagde enhederne MAKKUM, BROCKLESBY og SULZBACH-ROSENBERG farvel til NATO-minerydningsstyrken efter et halvt års indsats. I stedet indsættes fem nye minerydnings-fartøjer i styrken i slutningen af juli.

Minerydningsstyrken er indtil den 29. juni på havneophold i Kiel, hvorefter styrken sejler mod sommerferie i de respektive hjemhavne.

Wartburg-felterne

   

I 1940 blokerede Tyskland en del af Østersøen med minefelter, hvoraf Wartburg 3 var et af dem. Wartburg 3 bestod af fire minelinjer med i alt 500 forankrede miner og 600 antistrygningsbøjer.

Umiddelbart efter 2. Verdenskrig blev området minestrøget, men der var usikkerhed omkring minelinjerne, idet to registrerede sprængninger i sommeren 1941 samt en sunken russisk ubåd ikke stemmer overens med de gamle arkiver over placeringen af minefeltet.